233 / 379
229
Manér, som denne satte sig Blomst i
Carl Møllers
og
Villiam Fabers
Viser og Komedier. Der manglede
Salt og saa den Omstændighed, at en Digtart som
denne skal være hensynsløs og i Opposition til alt
og alle.
Peter Wilh.
fik først en Konkurrent i sin tidligere
Skuespiller,
Ferdinand Schmidt,
der selv grundede et
Revueteater i National, men han fik langt farligere
Fjender i de to Revue-Mestre
Axel Henriques
og
Anion
Melbye,
der unge og kaade lagde ud for frisk Vind
med deres »Venstre-Revuer« paa Frederiksberg Mor-
skabstheater i Estrupiatets allerhidsigste Dage. En
den paa det blev da ogsaa, at Konkurrenterne slog
sig sammen i Ravnsborggade, der er og var »den rig
tige gamle Sæbekælder« for Revuerne; dér skabte
Hen
riques
og
Melbye
i Forening med Komponisten
Olfert
Jespersen
og
Peter Wilh.
Standardtypen for Køben
havnerrevuen, støttet selvfølgelig af Kunstnere som
Frederik Jensen, Gerner
og Fru
Friis Hjorth;
og man
kan, hvor meget gamle, sure Gnavepotter end snærrer
ad Genren, ikke nægte, at Revuerne danner uvurder
lige Træk i Københavnernes Fysiognomi fra Halv
femserne til vore Dage, som ingen virkelig Kultur
historiker kan lade upaaagtet. En Kunstart er det,
og enhver Art Kunst har sin Berettigelse.
Siden da er der kommet mange fornøjelige Revue-
forfattere,
Carl Arctander, Johannes Dam
o. fl
. ;
men
ingen kan tage Æren fra Nørrebros Teater for, at det
er Revuens rette Hjem og Arnested.
Hvor mærkværdigt veksler Billederne dog her fra
Ravnsborgsiden af Nørrebro, dér, hvor Land be
gyndte og Bjr holdt op, hvor By aad Land, og Land
hjalp By. Det er, som om der kæmpes, strides og
lides i alt dette.
Ravnsborg
med sin »Bestandige borgerlige Forening«
lokker til Smil, Blegdammene med deres vidtstrakte