236 / 379
232
Er det da af det onde, alt det, der er handlet med
det gamle Nørrebro? Mange vil svare Nej og ramse
op alt det gode, der har fundet Vugge og Vækst paa
den golde Grund; men den, der elsker sin By, vil
raabe til Himlen om Barmhjertighed for alt det, den
Moloch, der hedder København, næste Gang vil æde; ,
har vi ikke Lov at beholde det uberørt og jomfrueligt,
som det laa, saa er der dog den Udvej, der er fulg't
af vor nærmeste Forstad ad den Kant,
Søborg,
at
lave Villakvarterer med Landsbyhaver og Hegn i
Stedet for at genskabe det nuværende Nørrebros
Rædsler i Stenklumper og Aandløsheder som Ryesgade
og Nørrebrogade; ja, det lyder underligt, men man
fristes til at bede for de faa lave Rønner, der ser ud,
som de skulde falde, og hvor Rotterne selvfølgelig
ejer deres Eldorado, fremfor at skulle kigge paa nok
en Skyskraber, der dog kun faar Lov til at rumme
Jammer og Elendighed med Kamp og Kiv for Til
værelsen, Slagsmaal mellem Mand og Hustru, der under
lykkeligere Forhold kunde være blevet Venner for
Livet men nu kun i Forligelsesstunderne sætter Børn
i Verden, for at Byfogden skal have saa mange flere
at sætte ud, naar Manden er rendt og Konen, udpint
af al Modgangen og Ulykken, forgæves har prøvet at
værne sin usselige Rede og sine blegnæbbede Smaa.
Det er Nørrebros Tragedie, dette. Og det er et
ganske bagvendt Billede af, hvad Samfundet skylder
sine, naar man ser det klistre Elendighedens Boliger
op, saa at den rigtig kan trives i de smalle Gader med
de høje Huse og mørke Gaarde, med de trange Trappe
gange og smaa, usle Lejligheder, for saa bagefter,
naar det er for sent, i mere eller mindre ha-stemt
lyriske Opraab i Bladene at bede om Hjælp til alle
dem, der trænger til Lys og Luft i de usle Huler, vor
egen Tid har givet dem i de Stræder og Gyder, hvor det
frie og luftige Nørrebro engang laa.
De Mennesker, der har Ansvaret for det Nørrebro,
hvor Fattigdom og Usselhed har til Huse, blev i deres