242 / 379
238
Man har jo smykket Spadseregangen langs Søerne
med saa smagfulde Navne som »Kærlighedsstien« og
»Ægteskabsstien«, og dette lyder jo baade idyllisk
og godt; men man skal nu ikke, skønt det tit i vore
Dage er fristende, altid være en
laudator temporis adi,
man skal lytte en Smule ogsaa til Tidens egen Stemme..
Den fortæller ganske vist og ganske rigtigt om Skøn
heden ved Blegdammene, der gik helt ned fra Bleg
damsfælled til Søens Bred, hvor Jægerne drog ud, og
hvor man om Aftenen paa landlig Vis hørte Hornsig
naler og Skud. Men den bestandig borgerlige Klage
sang har ogsaa sin Berettigelse, gemmer i sin Pot-
pourri-Stil og lidt anstrængte Aandfuldhed lidt K ø
benhavnerpoesi af den Art, som nu lokker hyggelige
Smil frem paa vore Læber.
Lad os tage »Politivennen« fra 1830, netop det Aar,
da
Henrik Hertz
haanede Spids- eller Bedsteborgernes
Beklagelsestrang. Saa finder vi en Artikel, der bærer
en lovende Overskrift:
»Kærlighedsstien er slibrig
«,
og den har vel nok sin Interesse, blandt andet af den
Grund, at man maa give Præsten i »Intrigerne« Ret,
naar han mod de unges Fremstød argumenterer:
»Og saa faar man, min Ven,
kun det gamle igen.«
Hvad har Cementering og Asfaltering hjulpet os?
Griseri var der dengang som nu, blot paa en anden
Maade. Om den er bedre, véd man ikke. Men — altsaa
skriver en Indsender i »Politivennen« 1830:
»Mange paastaar, at Kærlighedsstien er bestrøet
med Roser, kan være; men efter den Erfaring, jeg
har gjort, kan jeg ikke andet end bemærke, at den
(nemlig Kærlighedsstien) er meget slibrig og glat,
hvorved jeg dog maa tilføje, at denne Bemærkning
ikke gælder Kærlighedsstien i figurlig Forstand (ad
hvilken vi alle en Gang mer’ eller mindre
have
vandret),
men i egentligste Betydning, nemlig: i den for adskil