247 / 379
2 4 3
Krav end min Friluftssans. Tænk paa det en Dag,
naar De rigtig bliver ond paa alt det, der tog haardt
om Deres Hjerte, og forstaa saa, at vor gamle By
kan gøre os Sorg, den kan volde os Smerte; men man
kan aldrig
blive vred paa den.«
Der er Folk, der har ment, at
Sophus Bauditz
var
for lille til, at man skulde rejse ham et Minde her i
Byen. Han trængte til en Bænk med sit Navn paa
ude et Sted ad Landet til. Aa nej; han turde vel være
af dem, hvis Hjerte slog varmest for
Absalons By,
og hans Kongsmærke som Digter og som Menneske
var vel netop det, at han følte, hvad han sagde og
skrev, og aldrig skrev andet end netop det, han følte
og kunde sige. Hans Farvel til Nørrebro og til Udsigten
fra Teglgaardsstrædes Hjørne bør gemmes i enhver
god Københavners Hjerte.
Han saa ud imod Ørstedsparken, og han glædede
sig over, at her var lagt Klavsul paa Byggespeku
lanternes Trang til at gøre ideelle Værdier i Penge.
Det var alt sammen rigtigt og godt. Blot han kunde
have sparet Parken for alle de velmente "Gaver i Bet-
ning af mere eller mindre godt afstøbte Statuer, vor
nu afdøde Mæcen, Brygger
Jacobsen,
har velsignet
den med. Men han tænkte neppe paa, at flere Aar
senere lod Skoleborgmesteren Østre Anlægs ene Yder
kant ødelægge ved Opførelsen af en Kommuneskole.
At
Ørsted’erne
staar der,
Anders Sancløe
i en skøn og
klassisk Gengivelse,
Hans Christian
saa forfærdelig
idéforladt, saa alle Muser maa sig forbarme, er der
jo intet st sige til, da Parken har deres Navn. Men
alt det andet? Halvfemsernes franskglade Publikum
standsede henrykt ved den slette Afstøbning af
Chapus
Jeanne d’Arc. Hun hører hjemme i Marmor
og langt finere Gengivelse paa et Glyptotek. Og
L. N.
Hvidts
Buste er ikke saa lidt af en Fornærmelse mod
den Mand, der gik i Spidsen for Fremskridtet, da han
bragte Kongen Borgernes Krav om Frihed. Der var
ingen Hvilebænk under hans Tanke, og han var ikke
16
®