251 / 379
247
fra Odense eller hans Roman »O. T.« for at finde Be
kræftelse herpaa, eller man kan kigge en Smule i de
nylig fremkomne Oplysninger om Møens Tugthus og
dets ulykkelige Beboere for at se, at der ikke er noget
overdrevent i denne Paastand.
Munkene var vel nok delvis lægekyndige, derom
vidner
Juels
og
Harpestrængs
Lægebøger, der i al
deres Naivitet dog viser en Vilje til at helbrede; men
Tid og Livsforhold gør jo dog, at den Lægekunst, der
her udfoldes, væsentligst bestaar i Saarkunst.
Tragikomisk er det ogsaa, at Flertallet af Læger
(naar man ser bort fra den lærde Tids store Poly
historer som
Steno, Borch
og
Worm,
der dog mere
er Teoretikere, der undersøger det menneskelige Le
gemes Indre ved Dissektioner og derved opdager,
at Hjertet er en Muskel, og paaviser andre indre
Organers naturlige Bestemmelse og Funktioner, men
ikke kendte til Praksis) var Barberer, Chirurgus’er,
som
Holberg
med en vis Haan kalder dem. Ja, selv
Tode
var af Uddannelse slet og ret Barbersvend.
Absalon
skal dog have den Ros, at han ogsaa paa
det sanitære Omraade var forud for sin Samtid, saa
at han, ikke af Hensyn til de syge, men til de sunde,
indrettede Isolationsanstalter for spedalske, St. Jør-
gensgaarde for sindssyge og Pesthuse; men hvad
hjalp det paa Sygdommene, naar man ikke havde
Midler eller Kundskaber til at bekæmpe dem?
Senere naaede man de ret fortvivlede Lemme-
stiftelser som Vartov og Almindelige Hospitaler rundt
om i Landet; men Behandlingen var ikke bedre dér.
Et Lyspunkt i vor Sygeplejes Llistorie skabes i Sven
skekrigens Dage 1659 her i København af de rent
faktiske historiske Forhold; de under Byens Belej
ring faldne kunde man nok faa skaffet af Vejen, men
man maa erindre, at de, der saares og kvæstes i en
belejret By, kommer ikke som paa en almindelig Val
plads til at ligge fjernt fra dem, der elsker dem og vil
værne dem. De lider i eller ved deres Hjem, dér, hvor