248 / 379
244
saa bedsteborgerlig, som hans bredbarmede Buste gør
ham til derinde. Resten af Statuerne er vel at betragte
som Nips, der ikke tager sig ud paa et offentligt Torv;
at skelne mellem Museumsgenstande og offentlige
Monumenter har Københavns Magistrat aldrig lært,
og selv om man efter et gammelt Ord ikke skal føln
given Hest paa Tænderne, saa har man dog Lov og
Ret til at anbringe en Gave dér, hvor den ser bedst ud
i ens Hjem.
Der staar dog endnu en lille og skøn Statue i Ør
stedsparken, og den gaar ingen forbi uden at føle,
at den staar der med Rette. Det er Mindet om Frø
ken
Nathalie Zahle.
Alverdens Modstandere af al
Kvindebevægelse — de bliver da Gudskelov færre
for hver Dag, der gaar — vil føle og forstaa, at hun
ikke kunde eller burde have en ringere Plads end den,
hun her har faaet.
Prøv selv, hvad det vil sige, at hun i en Tid, hvor
Pigebørn kun var Ægteskabsobjekter, vovede imod
alle i de Dage gældende Begreber om sund Sans, at
sætte Kvinden paa sin rette Plads. Hun begyndte
ikke paa det letteste Sted, fra neden, hvor man suk
kede efter Frigørelsen; nej, hun tog den vanske
ligste af alle Opgaver op, da hun tog fat ovenfra og
lærte Danmarks unge Piger deres Pligter mod Sam
fundet baade udad- og indadtil, og hun havde den
rigtige, ægte pædagogiske Følelse af, at de, der kunde
sprede Kulturen nedad, maatte søges oppe i de Lag,
der ejer Kultur, de kunde bringe nedefter.
Der har næppe levet nogen Kvinde, der havde
dybere Forstaaelse af, hvad Ordet
Mocler
betød, end
den ugifte, moderlige Frk.
Zahle
; der er ingen, der
bedre kunde prædike ikke Pligten, men Retten for
Kvindens Kald end hun; derfor har hendes Billed
støtte sin Plads, hvor den staar, blot den ikke vendte
Ryggen men Ansigtet til det Sted, hvor hendes Livs
virke kronedes med Sejr.