245 / 379
241
esse ud over det rent efemere, som et Træk i Tidens
Billedbog.
Over
Piessens
gamle Have fra Peblingesøen til
Volden gik Tidens Mishandling lempeligere end paa
den anden Side; og skulde der handles ilde, var det
jo alligevel godt, at der her rejstes noget, der ikke
gav det kolde Gys, som vi ellers føler, naar vi tænker
paa det, der svandt.
En af de sidste Dage,
Sophus Bauditz,
der boede lige
paa Hjørnet af Teglgaardsstræde og Nørrevoldgade,
levede, stod han ved sit Vindue og saa ud over alt
Roderiet, hvor nu Boulevardbanen er færdig. Han
vidste næppe da selv, at han skulde dø saa snart,
han, der elskede sin By og ikke forstod, at man kunde
nænne at gøre den Fortræd. Og han sagde paa den
stille og inderlige Maade, der gjorde alle de Ord, han
talte, til Poesi: »Her vil jeg blive, for nu véd jeg, at
de ikke kan tage mere fra mig, end de har gjort. Ør
stedsparken dernede er dog min. Se den i Vinter og
Sne, og se den i Foraarets Gry. Der er dog noget af
den gamle Voldpoesi over den. Det er morsomt at
tænke paa, at Broen derovre, hvor Stadsgravens
sidste Rest gemmer vore sidste Bysvaner, i sin Tid
forbandt Øster- og Nørrevold.« Med et Ryk vendte
han sig om og sagde: »Ved De, at det var, fordi Fre
derik den Syvende ikke gad ride ned ad Nørre- og op
ad Østervold, at den Bro blev bygget? Men saa . . . ja,
nu staar jeg og tænker paa
Kaalunds
blodige Ord
om Boulevarderne med Træer, der plantes paa ny
hvert Aar; jeg har jo set dem trille ikke alene Minderne,
men Træerne væk paa Skubkarrer, og hvor er de
blegnæbbede, de gamle Træer, som de nu forsøger
at pynte op med i Byen. Hvad der bliver oven over det
Kloakrør, der skjuler den nye Bane, véd jeg jo ikke.
Kønt kan det i alt Fald ikke blive. Og det er en ringe
Trøst, at jeg endnu om Aftenen har det Eventyrsyn,
at de tusend Lys tændes over Banegaardens Terræn;
det bliver vel ogsaa bebygget, saa at jeg ikke læn-
Knud Bokkenheuser: Det gamle København 1.