241 / 379
2 3 7
Hvitfeldtsstræde gaar ogsaa omhyggeligt uden om Peb
lingesøen, fordi Hjertet af Ledningen ligger paa
Store Ravnsborg.
Derimod har Peblingesøen Æren af at have været
med til at danne det naturlige Værn om Byen, da Carl
Gustav lagde sin Skanse paa Ravnsborg. Og den kan
godt tage sin Del af Æren for det, der siges om vor By
i en samtidigs Vers:
»O Kongestad! D it Sejrsminde
til Danskes sidste Slægt skal staa.
Det Land, som
Gustav
vilde vinde,
bag dine svage Volde laa.
Men Borgerkærligheden vinder,
og
Gustav
skælver for sit Navn.
Hans Haab og Helte Gravsted finder
omkring det frelste København.«
Selv om Peblingesøen ikke fik Lejlighed til at gemme
svenske Lig i sit Dyb, var dens blotte Eksistens dog
nok til, at
Carl Gustav
lagde sit Angreb paa- Byen uden
om den, og derved frelste hele den Del af Byen, som
man da ansaa for dens Hjerte, Omegnen af Frue Plads,
fra Undergang.
Brandmestrene, som havde deres Kortegal (Corps
de garde) i Vor Frue Kirke, vidste godt, at de kunde
hente Vand i Peblingesøen. De holdt deres Skildvagter
i Taarnet, nogle øverst i Lydhullerne, nogle »lidet bedre
nede, nogle derunder igen, at den ene straks kunde
tale til den anden indtil den nederste, som var nede
i Kirkens Taarn. Hver Gang der kom en Granat eller
gloende Kugle fra Svensken, raabte Brandmesterens
Skildvagt: Ho, Vægtere, ho! -— Der kommer gloendes
Kugler. — Den faldt paa Nørregade — den paa
Vestergade — den gjorde ingen Skade, — den gjorde
Skade, løb, Vægter, løb! Dermed i Hast et stort Parti
ud til Stedet!«
Mærkeligt var det, at Byens Bagere fandt et Helle
netop om Peblingesøens Bredder, hvor de under Be
lejringen kunde bage nogenlunde i Fred.