243 / 379
239
lige Aar siden anlagte Spadserevej paa Dosseringen
langs Soen, mellem Vester- og Nørreport. At denne
meget yndede Spadseregang trænger til Forbedringer,
haaber jeg ved det efterfølgende noksom at godtgøre.
Indsenderen heraf foretog sig for henimod 14 Dage
siden (den Rejse glemmer jeg aldrig!) med sin Kone
om Aftenen at gaa tilbage fra Blegdamsvejen til sin
Bolig paa Vesterbro og valgte dertil den nærmeste
Vej ad Stierne langs med Søen. I Førstningen, paa
den saakaldte »Ægteskabssti«, gik det ret godt -—
og hvad Under! Thi i over 30 Aar har jeg ført det tyk
keligste Ægteskab og kunde derfor ikke andet end
befinde mig vel paa denne Vej. — Men nu kom »Kær
lighedsstien«. Hvilken Række af Elendigheder paaførte
den os ikke. Men hvad vilde ogsaa vi to gamle Folk,
som for over 60 Aar siden traadte vore Børnesko,
paa enVej, som vi billigen burde overlade de yngre
at vandre? En niogtrediveaarig Ægtemand betræde
Elskovsstien! Hvorfor lagde vi os ikke Ordene paa
Hjerte, som staar i Hr.
Heibergs
Vise
Men er man for gammel til Amor at naa,
man er incurabel, og hvad gør man saa?
»Man bliver stikkende i Dyndet,« svarer jeg. »Thi
hør: samme Eftermiddag havde det regnet meget
stærkt; men om Aftenen var det klaret op, og altsaa
maatte jeg formode, at Vandet, som det sømmer sig
for en brav og honnet Regn om Sommeren, var løbet
bort igen, og at det atter var blevet tørt. Men ganske
det modsatte. I Dynd og Morads maatte vi vade til
op over Anklerne. Ved hvert Skridt, vi gjorde fremad,
gled vi to tilbage. Snart hed det: »Søde Mand, nu
falder jeg,« snart: »Aah, nu kan jeg ikke mere!« Som
en god Ægtemand og Ridder understøttede jeg efter
ringe Kræfter hendes vaklende Fjed, men ogsaa jeg
havde Vanskelighed ved at holde mig paa Benene
og maatte ofte holde mig ved et Træ, for at vi ikke
begge skulde falde omkuld. Flere Gange maatte vi