230 / 379
226
og
Heibérg
lader den forlorne Baron
Rolhschild
svare:
»Jeg derom ene sige vil:
es kostet sclrwer zu krieges;
jeg gi’r sgu ingen Penger til,
saa faar de nok forliges.«
Men disse revue-mæssige Glimt er dog kun rent
sporadiske i Vaudevillerne. Snarere kan man sige det
om et Par smaa Pjecer af
H. C. Andersen, H. P. Holst
og
Overskou,
der fremkom i Begejstringens Hede un
der Treaarskrigen for at forherlige den brave danske
Jens. Som litterære Bevuer kan vel ogsaa polemiske
Arbejder, f. Eks. »Julespøg og Nytaarsløjer«, ja, for
saa vidt ogsaa »St. Hans Aften Spil« og »En Sjæl efter
Døden«, betragtes; de har i al Fald det til fælles med
Revuerne, at de forstodes særdeles godt af deres Sam
tid; men de kan paa Grund af deres mange Allusioner
til Dagens Begivenheder nu kun læses med Kommen
tarer.
Det bliver derimod Københavnernes Uvilje mod
Grevinde
Danner
og hendes Regimente, der i Halv
tredserne og Treserne med eet Slag skabte den vir
kelige Revue, der dog ikke var Sommerrevue men
Nytaarsrevue. Den skyldtes den uforlignelige Rim
mester
Erik Bogh,
og den mest bekendte, eller maaske
mest berygtede, er »Grevinden og hendes Søskende
barn«, der indeholdt følgende hadefulde Vers:
»Jeg hader den, der steg fra Dybet,
bedækket med et Folks Foragt,
som nu behersker hele K rybet
ved stjaalet Guld og ranet Magt,
som frækt fortrænger, hvad vi ejer
af hædret Navn og ædelt Blod,
og med sin Skare lydige Lakajer
en Skanse slaar om Tronens Fod.»
Mærkeligt nok havde
Erik Bøgh
til disse revue-
agtige Angreb paa Grevinden sit bedste Publikum i
den akademiske Verden. Aarsagerne hertil maa dog