227 / 379
223
nogen Sinde bliver nævnt! Hvilken menig Socialdemo
krat aner hans Betydning?
Derimod — og nu er vi paa Nørrefælled —- stod
der en egen Martyrglorie over Heltene fra det berømte
Folkemøde paa Nørrefælled d. 5. Maj 1872,
P io
,
Brix
og
Geleff.
Oprigtigt talt var der ingen af disse, der
fortjente det.
Louis Albert François Pio
var en underlig Blan
ding af Viden og Uvidenhed, af Entusiasme og Pjal
teri, af Videnskab og Humbug. Hans Ungdomsstu
dier over Folkesagn, navnlig om Holger Danske, førte
ganske vist til nye og overraskende Resultater, der
for øvrigt siden er blevet omstødt paa væsentlige
Punkter; men den Begejstring, hvormed han derfra
kastede sig ud i Politik, efter at han først havde
prøvet den lille Omvej at være Huslærer hos Kammer
herreinde
Berling
og været nær ved at gaa over til
Katolicismen, hvad der jo passede godt i det Kram,
fortæller os straks om en Mand, som tog sit Gods, hvor
han fandt det, og sejlede med den Vind, der var ham
gunstigst.
Da han skabte sit i Tilslutning til »Internationale«
stiftede Parti, troede han vel nok paa sine Teorier;
men da han Dagen inden Fælledmødet blev arre
steret og siden af Højesteret i 1873 blev dømt til fem
Aars Forbedringshusarbejde, hvoraf han dog kun ud
stod de to, da han blev benaadet 1875, var han saa
præpareret til at svigte sin egen Sag, at han, der dog
havde søgt at vække Opsigt om sig ved at stille sig i
femte Kreds mod
Bille
i 1876, var let at købe til
for 4000 Rdl. kontant at forlade Danmark og sine
Idealer.
Og var
Poul Geleff
egentlig meget bedre? Han var
ringere begavet end
Pio,
han havde Forsyndelser mod
den borgerlige Straffelov paa sin Samvittighed, og han
formaaede egentlig kun at række Tunge bag sine
Tugtemestres Ryg, som da han efter sit Fængsels
ophold udgav sin Beskrivelse af det: »Under Laas og