13 / 507
D E K U P Ø R A R B E J D E
Under denne benævnelse forstår man på dansk
ind
lagt arbejde
til møbler, pianoer, paneler og mange
andre ting. Ordet stammer fra fransk, men det kan
vist siges, at det har fået borgerret i sproget, så i hvert
fald enhver snedker ved, hvad dette betyder.
Selve dette håndværk at forsyne et møbel eller an
den genstand med indlagte dekorative elementer, enten
af træ eller andre materialer, er meget gammel. Det
har i hvert fald været kendt i Ægypten for 3-4000 år
siden, men det er dog først i Italien, at det under re
næssancen, det vil sige i det 15. århundrede, rigtigt
kommer til udfoldelse og i tidens løb derfra udbreder
sig over det øvrige Europa. Og det er særlig under
de pragtlystne franske konger, at dekupørarbejdet ud
folder sig til højeste blomstring.
Ordet
dekup</>rarbejde
gælder særlig for den art
indlægning, der fremstilles ved hjælp af løvsaven. Ved
siden heraf har man
træmosaik,
der dels fremstilles i
flader ved hjælp af rundsaven, og dels smalle borter,
der fremstilles på anden måde; men også her spiller
rundsaven den største rolle.
Undertiden griber det ene dog ind i det andet, som
når man lægger ornamenter ind i en flade sammensat
af træmosaik, eller, som det undertiden sker, at hvert
enkelt lille felt i mosaikken er forsynet med ornament.
Det er dog de færreste dekupører, der spænder over
alle disse tre felter, og de fleste steder i udlandet er
faget delt i mindst to faggrupper, så meget mere som
hver af disse faggrupper fordrer sit maskinelle udstyr.
I ældre tid, før man anvendte finér i større udstræk
ning, lavede dekupøren sit arbejde på den måde, at
han tegnede sit ornament op på grundtræet. Med en
kniv, hvis skaft var så langt, at det støttede på skul
deren, skar han konturen ned og fjernede træet i den
nødvendige dybde ved hjælp af stemmejern eller an
dre redskaber. Derefter tilskar han med kniv, stemme
eller huljern de forskellige finérstykker, som han så
møjsommeligt tilpassede og limede ned efterhånden.
Som man forstår et omstændeligt arbejde; men frem
gangsmåden havde den fordel, at man kunne bedøm
me virkningen af arbejdet, efterhånden som dette
skred frem.
Fig. 635. Indlægning i vægfelt. Tegnet af billedhugger O.
Stæhr-Nielsen. Udført af fabrikken »Intarsia«, Ringe.
Som tiden gik, kom man ind på at tilvirke finér, og
dette i forbindelse med løvsavens opfindelse ca. 1590
gav mulighed for en ny og lettere fremstillingsmåde.
Man anbragte nu to finérer, f. eks. en lys og en mørk,
ovenpå hinanden, tegningen klæbedes eller tegnedes
ovenpå, og med en fin løvsav skar man nu det hele
igennem. Man fik på denne måde et lyst ornament i
mørk bund eller omvendt.
Selv om denne fremgangsmåde nu kun undtagelses
vis anvendes, hvor man arbejder fagmæssigt, kan der
dog være grund til at omtale den nærmere, både fordi
det vil være den naturlige måde at gøre arbejdet på
for en amatør, og fordi man endnu i fagbøger kan se
dette omtalt som det rigtige, hvad det altså
ikke
er.
Metoden er anvendelig, hvor der laves et ornament
i en enkelt, eller kun få farver. Det stykke finér, som
skal anvendes til ornamentet, anbringes på det rigtige
sted på grundfinéren. Tegningen klæbes ikke på den
finér, der skal anvendes, men på et stykke andet bil
ligt finér af ca. 1 mm tykkelse. Denne opklæbede
tegning anbringes nu omhyggeligt ovenpå de to andre
finérer, og nedenunder grundfinéren lægges et til
415