17 / 507
trykker kanterne ned ved siden af hinanden, og om
nødvendigt banker lidt med en lille let hammer med
flad bane. Derved får man det hele til at ligge i samme
plan og ikke ovenpå hinanden.
Når det hele er anbragt på plads, klæber man et
tyndt stykke papir over ornamentet. Man kan også
her bruge de almindelige klæbestrimler, der fås i for
skellige bredder. Når det hele er klæbet over, fjernes
finérstifterne, og man vender arbejdet om for at se, om
der skal foretages korrektur et eller andet sted, før
limen bliver tør. Det kan jo let ske, at f. eks. en stæn
gel på en plante, der måske overskæres af en anden,
let kan komme til at ligge skævt for hinanden, og dette
må jo ikke finde sted. Med spidsen af kniven trykker
man sådanne smådele rigtigt på plads, hvorefter det
hele spændes ind, mens limen tørrer.
Da de forskellige finérer, man anvender til det ind
lagte arbejde, ofte er af forskellig tykkelse, gør man
klogt i at lægge en glat træ- eller zinkplade på den
side, hvor papiret sidder. På den anden lægges et
stykke pap. Derved opnår man, at arbejdet bliver
glat på papirsiden.
Når limen er tør, kan arbejdet spændes ud og
gøres færdigt. Først lægger man det på et fuldstændigt
glat underlag, en zinkplade er godt, og med et stykke
sandpapir om et slibekork sliber man nu eventuelle
ujævnheder bort, men der må jo ikke slibes mere end
højst nødvendigt.
Hvis man holder arbejdet op for lyset, vil man se, at
selv om man har arbejdet nok så omhyggeligt, vil man
dog hist og her finde små åbninger og fuger, der ikke
er helt tætte. Da dette jo vil blive at se, når arbejdet
er færdigt, må disse steder fyldes med trækit. Dette
gør man også, for at det hele hænger bedre sammen,
og for at de små dele bindes bedre fast til det øvrige.
Af tynd lim og fint savsmuld laver man limkit. Sav
smuldet må i farve helst svare til hovedfarven i det
indlagte, så det ikke virker afstikkende. Med en al
mindelig malerspartel kitter man nu arbejdet over, og
ved at holde det op for lyset, kan man forvisse sig om,
at intet bliver glemt. Man må passe på, at der ikke bli
ver siddende noget kit på fladen. Når denne kitning er
tør, er arbejdet færdigt og kan opfineres på blindtræet.
Ved den her beskrevne arbejdsmåde, er der gået ud
fra, at der ikke findes andre afskygninger i arbejdet
end de, der frembringes ved de forskellige træsorters
farver og struktur. Men det forekommer jo ofte, særlig
hvis man laver arbejde i gamle stilarter, som f. eks.
til møbler i Louis XV og Louis XVI stil med de
mange blomsterdekorationer, at der her må en skyg
ning til for at frembringe en mere dekorativ virkning.
Dette er egentlig imod det indlagte arbejdes karak
ter, der jo forudsætter en fladevirkning, og skyggerne
fremkalder jo netop en reliefvirkning i direkte mod-
Fig. 640. Brænding.
strid med fladen. Men man kommer i mange tilfælde
ikke uden om dette, som i dekupørsproget ikke kaldes
for skygning, men brænding.
Brænding.
Brænding foretages, når arbejdet er skåret og ligger
parat på bakken. Man må forud på en tegning nøje
markere de stykker af ornamentet, hvor brændingen
skal udføres, da en forkert brænding kun vil bidrage
til at ødelægge udseendet af det hele.
Man sætter en almindelig jernpande over et gasblus,
og fylder et godt lag fint strandsand i panden, ikke
mindre end 25 mm i højden. Når sandet er varmt,
tager man de stykker, der skal brændes, og ved hjælp
af en pincet stikker man stykkerne enkeltvis ned i det
varme sand. Dette er et meget krævende arbejde, der
forudsætter erfaring for at give et godt resultat.
Man må passe nøje på at få en ensartet tone i alle
de brændte stykker, ikke for lidt; thi da ses det ikke,
når arbejdet er behandlet, og ikke for meget, så træet
Fig. 641. Det færdige arbejde.
419