14 / 507
svarende stykke finér, der dog gerne må være lidt
tykkere, IV
2
eller 2 mm. Nu stiftes de 4 lag finér
sammen med 4 tynde finérstifter. I tilfælde af at grund-
finéren er meget lys som ahorn eller citron, må man
helst undgå huller af stifterne, og man kan blot klæbe
stykkerne sammen ved at sætte en klæbestrimmel over
hjørnerne. Men man skal ikke begynde på at klæbe
selve finérstykkerne sammen, som der undertiden gives
anvisning på. Det udskårne ornament vil da næsten
altid gå itu, når man skal skille det hele fra hinanden
efter skæringen.
Man borer derefter et fint hul, helst hvor stregen
slår et knæk, da det så bagefter bliver mindre synligt.
Her indføres savklingen, og den må være meget fin,
nr. 0 vil være passende, og nu gennemskærer man
omhyggeligt det hele efter den opklæbede tegning, ind
til hele ornamentet er udskåret.
Det gælder selvfølgelig om at følge stregen så godt
som muligt, da enhver afvigelse vil blive set på det
færdige arbejde. Derefter piller man finérstykkerne
forsigtigt fra hinanden og bortkaster det øverste og
nederste stykke. Dette sidste har man anbragt for ikke
at rive noget ud på bagsiden under skæringen.
Grundfinéren lægges nu på arbejdsbordet, og det
udskårne ornament anbringes forsigtigt på sin plads,
hvorefter man klæber papir over det hele og spænder
det ind mellem to plader, til limen er tør. Man kan
ved denne fremgangsmåde få to forskellige ornamen
ter, et lyst på mørk bund og omvendt, men det er jo
ofte således, at kun virkningen af det ene er smukt,
hvorfor man nøjes med at anvende dette.
Ulempen ved denne fremgangsmåde er, at selv om
man anvender en nok så fin savklinge, vil man allige
vel få en sort fuge, hvad der ved lyse træsorter virker
skæmmende. Dette kan i nogen grad forhindres ved
at skære på skrå, men dette er ikke så let at gennem
føre, hvis man skærer på fri hånd; men bruger man
en maskine, kan man skære på et skråt underlag.
En anden ulempe er, at hvis man vil have flere
farver i ornamentet, må man gennemskære lige så
mange lag finér, som der er farver. Derved bliver der
også et større spild af finér, idet ombytning selvfølge
lig er udelukket, farvevirkningen bliver jo kun rigtig
i det ene stykke. Men, som ovenfor sagt, denne ar
bejdsmåde er kun for amatører, der har lyst til selv at
lave deres arbejde, og med lidt fingerfærdighed kan
der opnås helt gode resultater.
Vi vil nu gå over til at skildre fremstillingen af de-
kupørarbejde, som dette udføres på rigtig
f agmæssig
vis, idet det dog samtidig skal bemærkes, at arbejds
måden kan variere fra land til land og også fra værk
sted til værksted. Dette ligger i, at dekupørfaget altid
har været omgærdet med en vis hemmelighedsfuld
hed; den ene dekupør har ikke villet åbne sit værksted
for den anden og endnu mindre for snedkeren, der
kom som kunde, men som muligvis kunne være nys
gerrig og lære noget deraf. Ligeledes har der været
meget lidt faglig litteratur om dette emne, hvad der
ikke skulle gøre sagen lettere.
Af denne grund har almene arbejdsmetoder ikke
kunnet vokse frem som i andre fag, og dette har sik
kert ikke været til gavn for fagets egen udvikling. Vi
vil gå over til at beskrive arbejdsgangen, idet vi ind
deler denne i flere naturlige afsnit. Som det første af
disse kommer
Tegningen.
En god tegning er hovedsagen for at nå et godt
resultat af det færdige arbejde. Kan man selv tegne,
er det godt; hvis ikke må man gå til en kunstner eller
en anden, som kan udføre dette arbejde. Men en vis
tegnefærdighed er dog nødvendig for dekupøren, ellers
går det ikke. Forholdet er jo nemlig dette, at mens
man forholdsvis let kan finde forbilleder for billed
skærerarbejder, så er dette ikke så lidt vanskeligere,
når det gælder forbilleder for indlagte arbejder. Her
kommer det ikke blot an på form, men også på farve;
og hvis tegneren ikke er fortrolig med selve teknikken
i arbejdet, vil tegningen sjældent blive god. Det er
altså disse forskellige faktorer, som spiller ind, og
hvoraf tegningens brugbarhed er afhængig.
Det er godt, at tegningen er farvelagt, så den i nogen
grad svarer til de træsorter, der skal anvendes; men
ofte må man prøve sig frem til det rigtige resultat. Når
tegningen foreligger godkendt, sætter man den på
tegnebrættet og et stykke gennemsigtigt papir ovenpå.
På dette tegner man nu med tusch hele tegningen op
med så fine linier som muligt. Hvis der i tegningen
findes flere stykker, der ligner hinanden i form og
størrelse, f. eks. kronbladene i en blomst, nummererer
man disse for senere lettere at kunne anbringe dem
på rette plads. Ligeledes kan man på denne tegning
skrive de forskellige træsorters navne samt ved stre
ger angive, i hvilken retning strukturen løber. Alt dette
vil lette arbejdet senere hen.
Når den gennemsigtige tegning er lavet, kan man
efter denne fremstille det nødvendige antal kopier på
negativt kopipapir, hvor alle linierne står hvide på
blå bund. Der gives også andre måder at mangfoldig
gøre tegninger på; man kan hektografere dem, men
førstnævnte metode har den fordel, at man efter en
sådan gennemsigtig tegning stadig kan fremstille ko
pier, hvis arbejdet atter skal laves.
Opklæbningen.
Vi går ud fra, at tegningen er mangfoldiggjort.
Originalen på det gennemsigtige papir gemmes om-
416