18 / 507
forkuller, for så er det ødelagt og må erstattes med et
nyt stykke. Det er i det hele taget en regel, der gælder
både ved skæring og brænding, at hvis et stykke enten
er brændt for meget eller ikke passer rigtigt efter
skæringen, da laves straks et andet stykke, og det før
ste kasseres. Er det ganske små stykker, der skal
brændes, skubber man noget af sandet til side, så laget
ikke bliver for tykt, og er det store stykker, hvor man
ønsker en blød brænding med jævn overgang fra lyst
til mørkt, da må man have et tykkere lag sand til bræn
dingen. Her kan ikke gives bestemte regler; man må
prøve sig frem.
Det er klart, at når finérstykkerne udsættes for den
stærke hede, vil de skrumpe ind og blive for små. Der
for er det godt, om man efter brændingen kan sætte
arbejdet til side til næste dag, før man samler. Så vil
finéren atter have opsuget lidt af luftens fugtighed,
hvorved den atter bliver større og heller ikke så skør at
arbejde med som lige efter brændingen. Efter brændin
gen foregår samling og færdiggørelse af arbejdet som
ovenfor beskrevet.
CISELERING
De ældre dekupørarbejder, der er udført af ens
farvet træ, som f. eks. buksbom i mahogni, der før var
almindeligt, kneb det ofte med at få tilstrækkeligt liv i,
da disse tit var udført i enkelt stykke finér. Man for
søgte da at hjælpe herpå ved at indridse tegningens
linier i træets overflade, når dette var limet på grund
træet og pudset. En sådan ciselering eller gravering
som det også kaldtes, skete med et fint jern eller en
spids kniv, og linierne fremtrådte da efter den senere
pudsning og polering mørke. Dette var en omstændelig
fremgangsmåde og forudsatte, at arbejdet kom tilbage
til dekupøren, hvad der kunne være ret omstændeligt.
Man gik efterhånden over til at fremstille arbejdet
gennemciseleret, d. v. s. at dekupøren med en meget
fin sav skar alle tegningens linier ind i finéren. På
denne måde blev figuren jo ofte delt i flere stykker, og
man fik da lejlighed til at foretage brænding, hvor der
skulle være skygger, og derved forøge virkningen af
hele arbejdet.
Snedkeren havde da den fordel, at han kunne gøre
sit arbejde færdigt uden at skulle vente på ciseleringen
og ved en eventuel oppudsning forsvandt denne ikke,
som det ellers var tilfældet.
Det er særligt ved figurer, at denne gennemcise-
lering spiller en rolle, men den bruges også stadig ved
andre arbejder, f. eks. ved blomster og blade, hvor
disses årer og ribber fremstilles ved savsnit. Hertil må
saven være så tynd som muligt, da det ellers kommer
til at se klodset ud. Man bør derfor til dette arbejde
bruge en fin løvsav.
TRÆMOSAIK
Træmosaik
er en anden form for indlagt arbejde end
det sædvanlige dekupørarbejde. Da det ved mosaikken
i de fleste tilfælde drejer sig om tilskæring af finérstyk-
ker af ligeliniet form, og da der samtidig skal bruges
mange stykker af nøjagtig ens størrelse, kan man ikke
hertil anvende dekupørsaven, men må bruge rund
saven.
Det må være en lille maskine med en tynd og fin-
tandet savklinge for at egne sig til dette brug. Vi tæn
ker os, at vi skal fremstille en mosaik som hosstående
tegning, der er et almindeligt forekommende mønster.
Den kan laves af samme træsort, der da helst må være
Fig. 642. Mosaik.
kraftigt stribet, men den kan også laves af tre forskel
lige træsorter for at få en kraftigere virkning. Dog må
disse vælges omhyggeligt, så de kommer til at stå godt
sammen, og man må frem for alt undgå en overdreven
og grel virkning.
Vi vil i dette tilfælde vælge palisander, bubinga og
mahogni. Den finér, der skal bruges til mosaik, må
frem for alt være godt plan; er dette ikke tilfældet,
må den spændes ud med varme zinktulader.
Når dette er gjort, skæres den af i en passende læng
de f. eks. 30-35 cm og af bredde, som det bedst går
op i den foreliggende finér.
Man anbringer nu de tre forskellige træsorter oven
på hinanden i afvekslende lag; på denne måde får man
lige mange stykker af hver slags og undgår spild. Der
kan være 3, 6 eller 9 lag ovenpå hinanden; det vil af
hænge af, om der skal laves meget eller lidt.
For at holde finéren sammen under arbejdet spæn
der man dem sammen, skærer dem nøjagtigt af læng
de, smører lim på snittet og klæber papir over. Når
limen er tør, har man finéren som en fast sammen
hængende pakke, og man kan gå i gang med tilskærin
gen.
Men før man begynder herpå, må man lave en
slæde til rundsaven. Hvis rundsavbordet er 60 cm
langt, kan slæden passende være 80 cm lang og 60 cm
420