Previous Page  18 / 507 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 18 / 507 Next Page
Page Background

forkuller, for så er det ødelagt og må erstattes med et

nyt stykke. Det er i det hele taget en regel, der gælder

både ved skæring og brænding, at hvis et stykke enten

er brændt for meget eller ikke passer rigtigt efter

skæringen, da laves straks et andet stykke, og det før­

ste kasseres. Er det ganske små stykker, der skal

brændes, skubber man noget af sandet til side, så laget

ikke bliver for tykt, og er det store stykker, hvor man

ønsker en blød brænding med jævn overgang fra lyst

til mørkt, da må man have et tykkere lag sand til bræn­

dingen. Her kan ikke gives bestemte regler; man må

prøve sig frem.

Det er klart, at når finérstykkerne udsættes for den

stærke hede, vil de skrumpe ind og blive for små. Der­

for er det godt, om man efter brændingen kan sætte

arbejdet til side til næste dag, før man samler. Så vil

finéren atter have opsuget lidt af luftens fugtighed,

hvorved den atter bliver større og heller ikke så skør at

arbejde med som lige efter brændingen. Efter brændin­

gen foregår samling og færdiggørelse af arbejdet som

ovenfor beskrevet.

CISELERING

De ældre dekupørarbejder, der er udført af ens­

farvet træ, som f. eks. buksbom i mahogni, der før var

almindeligt, kneb det ofte med at få tilstrækkeligt liv i,

da disse tit var udført i enkelt stykke finér. Man for­

søgte da at hjælpe herpå ved at indridse tegningens

linier i træets overflade, når dette var limet på grund­

træet og pudset. En sådan ciselering eller gravering

som det også kaldtes, skete med et fint jern eller en

spids kniv, og linierne fremtrådte da efter den senere

pudsning og polering mørke. Dette var en omstændelig

fremgangsmåde og forudsatte, at arbejdet kom tilbage

til dekupøren, hvad der kunne være ret omstændeligt.

Man gik efterhånden over til at fremstille arbejdet

gennemciseleret, d. v. s. at dekupøren med en meget

fin sav skar alle tegningens linier ind i finéren. På

denne måde blev figuren jo ofte delt i flere stykker, og

man fik da lejlighed til at foretage brænding, hvor der

skulle være skygger, og derved forøge virkningen af

hele arbejdet.

Snedkeren havde da den fordel, at han kunne gøre

sit arbejde færdigt uden at skulle vente på ciseleringen

og ved en eventuel oppudsning forsvandt denne ikke,

som det ellers var tilfældet.

Det er særligt ved figurer, at denne gennemcise-

lering spiller en rolle, men den bruges også stadig ved

andre arbejder, f. eks. ved blomster og blade, hvor

disses årer og ribber fremstilles ved savsnit. Hertil må

saven være så tynd som muligt, da det ellers kommer

til at se klodset ud. Man bør derfor til dette arbejde

bruge en fin løvsav.

TRÆMOSAIK

Træmosaik

er en anden form for indlagt arbejde end

det sædvanlige dekupørarbejde. Da det ved mosaikken

i de fleste tilfælde drejer sig om tilskæring af finérstyk-

ker af ligeliniet form, og da der samtidig skal bruges

mange stykker af nøjagtig ens størrelse, kan man ikke

hertil anvende dekupørsaven, men må bruge rund­

saven.

Det må være en lille maskine med en tynd og fin-

tandet savklinge for at egne sig til dette brug. Vi tæn­

ker os, at vi skal fremstille en mosaik som hosstående

tegning, der er et almindeligt forekommende mønster.

Den kan laves af samme træsort, der da helst må være

Fig. 642. Mosaik.

kraftigt stribet, men den kan også laves af tre forskel­

lige træsorter for at få en kraftigere virkning. Dog må

disse vælges omhyggeligt, så de kommer til at stå godt

sammen, og man må frem for alt undgå en overdreven

og grel virkning.

Vi vil i dette tilfælde vælge palisander, bubinga og

mahogni. Den finér, der skal bruges til mosaik, må

frem for alt være godt plan; er dette ikke tilfældet,

må den spændes ud med varme zinktulader.

Når dette er gjort, skæres den af i en passende læng­

de f. eks. 30-35 cm og af bredde, som det bedst går

op i den foreliggende finér.

Man anbringer nu de tre forskellige træsorter oven­

på hinanden i afvekslende lag; på denne måde får man

lige mange stykker af hver slags og undgår spild. Der

kan være 3, 6 eller 9 lag ovenpå hinanden; det vil af­

hænge af, om der skal laves meget eller lidt.

For at holde finéren sammen under arbejdet spæn­

der man dem sammen, skærer dem nøjagtigt af læng­

de, smører lim på snittet og klæber papir over. Når

limen er tør, har man finéren som en fast sammen­

hængende pakke, og man kan gå i gang med tilskærin­

gen.

Men før man begynder herpå, må man lave en

slæde til rundsaven. Hvis rundsavbordet er 60 cm

langt, kan slæden passende være 80 cm lang og 60 cm

420