15 / 507
Fig. 636. Tegningen.
hyggeligt, til den atter skal bruges. En sådan tegning
kan bruges i årevis, når man passer godt på den.
Lad os nu gå ud fra, at vi skal lave et ornament
som det her gengivne vaseornament, fig. 636; hertil
skal bruges 5 å 6 tegninger. Når man har gjort sig
klart, hvilke træsorter der skal bruges, begynder man
at klippe tegningen itu, efter først at have klæbet en
hel tegning op på et stykke tyndt finér. Man kan hertil
bruge poppel eller en anden billig træsort.
Før man klipper tegningen itu, laver man sig nogle
bakker af tyndt pap med en flad liste udenom; på
disse lægges nu efterhånden de forskellige stykker af
tegningen, således at alle de stykker, der hører til
samme træsort, lægges i samme bunke. Når et stykke
er klippet ud og lagt hen, krydser man det af på den
opklæbede tegning. På denne måde fører man kontrol
med, at det hele kommer med.
Når alle stykker er klippet ud, klæber man dem på
et stykke 1 mm finér, og nu må der passes på, dels at
stykker af samme træsort opklæbes sammen, og dels
at strukturen kommer til at løbe i den rigtige retning
på alle stykkerne.
Derefter tager man den finér frem, som skal an
vendes, og afskærer heraf stykker, der er lidt større
end finérstykket med de opklæbede dele. Lige så
mange ornamenter der skal laves, lige så mange styk
ker finér må der til. Med finérstifter stifter man nu
det hele sammen og lægger et stykke tyndere finér
nedenunder, for at det ikke skal rive ud i den underste
finér. Der slås så mange finérstifter i, at det hele ud
gør en fast blok, hvor man ikke kan rokke ved det
enkelte lag. Hvor mange lag man tager på een gang
afhænger af, hvor nøjagtigt den maskine arbejder,
som skal bruges, men det er næppe klogt at tage mere
end 12-16 lag på en gang.
Når samtlige forskellige træsorter er lavet til på
denne måde, samler man grundfinéren på samme vis;
men selvfølgelig skal man ikke sætte finérstifterne i
den del af grundfinéren, der skal bruges, men i det,
der falder bort ved skæringen. Hvis bundfinéren er
lys, vil hullerne efter stifterne ses.
Når alle de forskellige finérer, som skal bruges til
arbejdet, er stiftet sammen, borer man det nødvendige
antal huller, som savklingen kan stikkes igennem. Nu
er det forberedende arbejde gjort, og man kan gå over
til
skæringen,
der er det vanskeligste og derfor også
fordrer den største øvelse.
Skæringen.
Før vi går over til at omtale selve skæringen, må
vi ganske kort omtale værktøjet, som bruges her. Der
kan anvendes forskellige former for save, lige fra al
mindelige løvsave til maskiner, der drives ved fod
kraft eller elektricitet. Løvsaven kan bruges af ama
tører, der skærer igennem to lag finér, men ved er
hvervsmæssig fremstilling er den uegnet. Derimod kan
løvsaven anbringes i et stativ, så den skærer vinkelret
på finéren, som holdes i en klemme. Saven arbejder
vandret, og finéren holdes lodret. Dette er den såkaldte
»franske buk«, som er meget anvendelig til mange
arbejder, selv om man har rigtige maskiner ved siden
af. Men det er dog her begrænset, hvor mange lag
finér man kan skære; mere end 8 lag er ikke godt,
da saven så ikke skærer de bageste finérer nøjagtigt.
Denne sav har tillige den fordel, at den kan frem
stilles uden større bekostning. Hvad dekupørsave an-
Fig. 637. Dekupørsaven.
417