16 / 507
Fig. 638. Skæring.
går, da har man ikke nogen standardtype som ved vore
andre træbearbejdningsmaskiner. Markedet har her
ikke været så stort, at de forskellige fabrikker har set
deres fordel ved at gå ind i en sådan fabrikation. Der
for ser man de forskelligste typer i brug, lige fra de
almindelige dekupørsave med frithængende overdel,
som de bruges ved svejfarbejder i snedkerier og billed
skærerværksteder, og til lette, spinkle maskiner bygget
specielt for dekupørarbejde. Disse sidste bygges dog
næppe her i landet; dertil er markedet for lille.
Men enten det nu er en maskine af den ene eller den
anden art, så må man nøje kontrollere, at klingen
skærer nøjagtigt vinkelret på bordet, og, hvis det er
en maskine med fast arm, at der er tilstrækkelig stor
gennemgang mellem arm og klinge, helst ikke under
80 å 100 cm, da man ellers ofte vil blive udsat for, at
man ikke kan dreje rundt med arbejdet, hvad der kan
være meget generende. Endvidere må der være en
blæseanordning, som blæser savsmuldet væk fra teg
ningen.
Nu kommer det vanskelige, nemlig at skære nøj
agtigt efter stregen, og dette kommer først ved årelang
øvelse. Man må jo nemlig ikke skære midt i stregen;
thi så har man jo hele savsnittet åbent, når arbejdet
er færdigt. Derfor må man kun skære den ene halvdel
af stregen bort, det, som snedkeren kalder at skære
»slids« på stregen. Ved grundfinéren er det stregens
indvendige halvdel, og ved de stykker, der bruges til
indlægningen, er det den yderste halvdel, der skæres
bort. Det skal, som nævnt under
tegningen,
være en
fin og tynd streg, og af denne skal altså den ene kant
blive stående, når man er færdig med at skære. Man
vil forstå, at det fordrer gode øjne og en sikker hånd.
Det blev nævnt under tegningen, at de almindelige
negative blåkopier er de bedste, og dette vil vel også
nu være indlysende, at når stregen er hvid, kan man
bedre se, hvorledes man skærer i denne, da savsnittet
jo vil virke sort.
Som regel skærer man selve indlægningen først, og
stykkerne anbringes efterhånden på en af de før
nævnte bakker af en passende størrelse. Man må helst
have en del af disse bakker, hvorpå man bekvemt kan
have det skårne arbejde stående og let kan dække det
over med et stykke pap eller krydsfinér, hvis man
ikke med det samme skal arbejde videre derpå.
Man må have en tegning ved hånden, så man efter
denne kan anbringe de forskellige stykker i den rig
tige orden på bakken. Stykkerne anbringes med pas
sende afstand, og hvis man skærer flere lag ad gangen,
hvad der jo er reglen, må man passe på, at de forskel
lige stykker ikke ligger ovenpå hinanden, hvad der
senere hen besværliggør arbejdet.
Således skærer man nu stykke efter stykke, indtil
det hele er skåret ud, hvorefter man går i gang med
grundfinéren. Hvis tegningen er således, at den består
af flere af hinanden uafhængige stykker, der ikke rører
hinanden, som f. eks. en fugl i luften eller lignende,
skærer man først de mindre huller og tager det største
til sidst.
Når skæringen er forbi, fjerner man den øverste
finér, hvor tegningen var påklæbet, og ligeledes den
nederste, og man kan begynde med den mest interes
sante del af arbejdet, nemlig:
Samlingen.
Hvis det drejer sig om et større ornament, der be
står af mange stykker, gør man klogt i at anbringe en
tegning på bordet først. Oven på denne placeres grund
fineren ganske nøjagtigt og fæstes med nogle tynde
finérstifter, dog må man ikke stifte i lyse træsorter.
Nu tager man de enkelte stykker fra bakken og anbrin
ger dem på deres plads, idet man begynder fra yder
kanterne og går ind mod midten. Til at tage de små
stykker finér anvender man bedst en lille spids kniv,
hvormed man let fastholder meget små ting. Hvis det
er nødvendigt, kan man hist og her fæste et stykke
med en stift, da man så har bedre hold på det hele.
Undertiden må man bruge kniven for at få de en
kelte stykker på plads, idet man med knivspidsen let
Fig. 639. Samling.
418