364 / 507
bryder spånerne af, næsten i samme øjeblik, som de
dannes. Fig. 1551 viser en rigtigt tilfilet klap.
Klappen må slutte tæt ind til jernet, så spånerne
ingen muligheder har for at trænge op imellem klap
og jern. Høvljernets side ind imod klappen skal være
fuldkommen plan og uden ridser, er der ridser i denne
side af jernet, vil det vise sig, som skår i jernet
Kilen, der holder jernet fast, må ikke have over
10° spidsning, da den ellers ikke kan holde jernet fast
ved høvling i knaster. Kilen må spænde ens i begge
sider, hvilket kan kontrolleres ved et lille slag med en
hammer på høvlens side; hvis jernet ikke ligger fast,
høres derved en skraldende lyd.
Fig. 1551. A viser klappen forkert tilfilet. Spånen vil krølle
og sætte sig fast. B viser klappen rigtigt tilfilet. Klappens
yderste spids har en ganske lille fas på kun V
2
mm, der er
poleret blank med en strygesten. Spånen vil brydes, så snart
den rammer klappen. Som tegningen viser, er der plads til
spånen - der, med denne form på klappen - vil stå lige op af
spunshullet uden at krølle.
Der bør være god plads i spunsen til spånernes
bortføring, og åbningen foran jernets klap må ikke
være snævrere opadtil end ved sålen, hvis dette er
tilfældet, sætter spånerne sig nemt fast i høvlen, se
fig. 1552, der viser to forskellige måder at lave spuns
hullet på.
Som det fremgår af fig. 1552 bliver spunshullet altid
større foran jernet, efterhånden som jernet slides, da
de fleste, af de jern vi bruger, er spidse opefter. Dette
bevirker, at spunshullet, når jernet er slidt tilstrække
ligt, må gøres mindre ved at nedstemme en spuns i
høvlstokken, se fig. 1553. Denne spuns har man altid
været tilbøjelig til at lime meget forsvarligt, dette er
ikke nødvendigt til en høvl, der bruges til værksteds
arbejde og ikke udsættes for fugtighed. Ved at lime
den mindre omhyggeligt og især ikke smøre lim på
Fig. 1552. A: Her bliver spunshullet foran jernet ikke mindre
ved slitage af høvlsålen, men først når jernet er slidt. B: Her
bliver spunshullet foran jernet straks mindre ved slitage af
høvlsålen foruden ved slitage af jernet.
kanterne, kan den nemt slås ud og udskiftes, når det
igen er nødvendigt.
Man bør altid kontrollere, at høvlens sål er plan,
hvis dette ikke er tilfældet, må sålen rettes af. På et
snedkeri, hvor der findes maskiner, gøres det nem
mest ved at tage et stykke nr. 1 sandpapir og lægge
det på afretter- eller fræsebordet, som jo altid er helt
plan, og føre høvlen roligt frem og tilbage over sand
papiret, det er en betingelse, at høvljernet sidder i
høvlen og er kilet fast, dog må jernet naturligvis ikke
stå neden for sålen, men skal være så nær sålen som
muligt.
Hvor der ikke findes maskiner kan en møbelplade
anvendes, den må dog kontrolleres omhyggeligt først.
Når høvlsålen er afrettet, bør den indgnides med
olie, f. eks. linolie. Høvlen har godt af at stå i værk
tøjsskabet på et filtunderlag, der er mættet med olie,
jo mere mættet sålen er med olie, des mindre bliver
friktionen mod arbejdsstykket.
Høvljernets kvalitet har gennem årene været meget
forskellige fra de forskellige lande, hvorfra de er ble
vet importeret. De tyske høvljern har aldrig før i tiden
været særligt eftertragtede, da de var for bløde i stålet
og ikke kunne stå for f. eks. granknaster.
Før 1914 var de engelske »Ward»-jern noget af det
bedste man kunne få, og det var sjældent, at der var
en »bytter« imellem dem, men de var ret dyre. Sam
tidig med Ward-jernet og til begyndelsen af 1920
brugtes der mange franske jern her i landet, de var
fra Peugeot Freres. Disse jern var gode og havde den
Fig. 1553. A: Høvlsålen med spuns indsat. B: Spuns.
761