363 / 507
Af det foregående fremgår det, at skarpfilingen af
savbladet foretages efter at udlægningen har fundet
sted, dette er nødvendigt for at få den rigtige form på
tandspidserne, se fig. 1549, der viser den samme tand,
udlagt før og efter tandfilingen. Tanden files »foran«
først og »ovenpå« sidst, for at filegraterne kan ligge
rigtigt, det vil sige, at man filer fra højre mod venstre.
HØVLENS KONSTRUKTION
OG ARBEJDSMÅDE
Fig. 1548. Savudlæggertang. Stilbar med vinkelblik. Fabrikat
»Sandviken«. Længde 180 mm. (CFP).
Ved skæring i meget tørt materiale kan mindre ud
lægning anvendes, men i fugtigere materiale bør ud
lægningen øges over dette mål.
Endvidere fordrer en mod ryggen tyndslebet sav
mindre udlægning end en sav af plant materiale.
Udlægningen bør kun omfatte V
3
af tandens højde.
Ved udlægning af hele tandens højde opstår nemlig
meget let revner i tandbundene, og tanden knækker
senere af.
Til sidst skarpfiles tænderne til vinkler, passende
til det arbejde, som skal udføres med saven. Man bør
herved file på hver tand så meget, at den flade på
tandspidsen, som er opstået ved afretningen, pænt og
jævnt forsvinder.
Filen skal føres roligt og forsigtigt med jævn hastig
hed og under jævnt tryk. Når filen føres tilbage, skal
den løftes, så den ikke berører tænderne.
De forskellige savtyper fordrer forskellige file, så
ledes f. eks. de krydsfilede, særlige sværdsavfile, fod
saven en trekantet fil med runde kanter - sinksaven
og de små rygsave en trekantet fil (»slimtapper«) med
skarpe kanter. Fælles for alle filene er, at jo finere
de er hugget desto finere og skarpere tand.
Efter skarpfilingen bør filgraterne på tændernes ud
vendige sider borttages, hvilket gøres ved at stryge en
fin klods langs tandrækken.
A
B
Fig. 1549. Snit af tanden efter udlægningen. A: Forkert, udlagt
efter filingen. B: Rigtig, udlagt før skarpfilingen.
En høvl består af to hoveddele, nemlig høvljernet
og stokken. Høvljernet sættes fast i kilhullet med en
kile, enten ved hjælp af en kilegang, der er lavet i
siden af kilehullet eller ved hjælp af en »stok« stem
met ind i siderne og gående tværs over kilehullet. Se
fig. 1550.
På amerikanske høvle spændes jernet fast med en
ekscenter. Næsten alle høvle er forsynede med et eller
to håndtag, som sidder på stokken.
C
D
Fig. 1550. A: Lodret snit af høvl med kilegang i siden. B:
Lodret snit af høvl med indstemmet stok til fastkiling af
jernet. C: Høvl med kilegang i siderne set ovenfra. D: Høvl
med indstemmet stok til fastkiling af jernet, set ovenfra.
Høvlestokken laves næsten altid af en hård og tung
træsort, som ikke har tilbøjelighed til at kaste sig.
Franskmændene laver deres høvle af rønnebærtræ,
hvilket er en udmærket træsort til høvle, men de gør
den fejl, at de laver dem uden »næser« og meget klod
sede i faconen.
Herhjemme bruger vi mest rød- og hvidbøg, men
lægger tit en »sål« under af pockenholt eller lign.
Sålen er til for at høvlen skal gå let og modvirker
desuden, at stokken kaster sig.
Spånåbningen eller spunsen bør ikke være større,
end at spånerne let kan passere igennem, når høvl
jernet er indstillet. Hvis spunsen er for stor, sker
spånbrydningen for langt fra æggen, hvorved opnås
dårligt arbejde. For at forhindre oprifter i arbejds
stykket forsynes høvljernet desuden med en klap, som
760