413 / 507
I træhøvleblokken slides hurtigt hul, når der skal
tilpasses hylder eller krydsfinér bagklædninger og
skuffebunde. En og anden har til den ende forsynet
sin enkeltslethøvl med en sål af messing eller jern.
Hvorfor så ikke gøre skridtet fuldt ud og lave hele
blokken af jern? Med to træhåndtag, som virkelig er
til at holde på!
Stanleys store stødhøvl er nummer et; den har fin
indstilling, sidestiller og flyttespuns. Mindre kan også
gøre det. Man kunne bede en smed svejse en bund
plade og to sidestykker sammen og anbringe et jern
stykke med 30°’s stigning. Mule, knap, håndtag, jern
kile og jern tilføjes - og man har en stød- og skrub
høvl, der kan overleve en selv. Jernet slibes, så det
kan vendes, efter som omstændighederne kræver det.
Planslibning af jernhøvle.
I gamle (!) dage, da man virkelig brugte sin puds
høvl til arealer af nogen betydning, var slitagen no
genlunde retfærdig fordelt over hele sålens udstræk
ning. Senere blev det moderne kun at anvende den til
bagateller som finere dørkarme o. 1. Af hensyn til
pasningen er der ofte dalsænkninger i sådanne kanter.
Her holder man uvilkårligt værktøjet en streg på tværs
for bedre at kunne gå ned, og så er der lagt op til en
dejlig vind og skæv slidbane.
Nok muligt, at en træsål er den sarteste på dette
område, men selv et jernhelbred vil tid efter anden
blive undergravet af ensidig kost, bestående af smalle,
beskidte, pårevne finerer.
Naturligvis findes der store komplicerede maskiner
- til en ditto pris - specialister til opretning af for
vildede værktøjsdele, men også her kan mindre gøre
det.
Man slidser og limer en stabil ramme som vist på
fig. 1759; efter fornøden tørring rettes de to lange
overragende kanter med rubank, idet man holder øje
med, at de kommer til at flugte med hinanden. Ram
men anbringes over den lokale slibemaskine, således
at den nemt og sikkert kan finindstilles i højden. Dette
kan udføres på mange forskellige måder; figuren an
giver en af dem.
Jernskroget forsynes med to udliggere af hårdt træ.
Det er vigtigt, at de ligger i samme højde over under
kanten, men det allervigtigste er dog, at de flugter.
Med rigtig og nøjagtig op- og indstilling varer selve
afslibningen kun få minutter, og så
er
sålen plan.
Høvlens finesser.
Hvordan man laver en høvl og sætter den igang,
kan der vel nok være delte meninger om, men vil man
have en høvl med en let gang, gælder det om at få
jernet placeret i stokken på den mest hensigtsmæssige
måde, og den skærende flades smig.
Som man ser på fig. 1760, bruges her ikke kile
gang, men en tværpind, som bliver stemmet ind inden
hullet til jernet stemmes ud.
Det første, man gør, er at file klappen til, der er
gerne alt for stor runding på klappen. Tegningen vi
ser, hvordan hullet er lavet og klappen tilfilet, dernæst
laves en ganske lille fas, som vist ved den punkterede
linie, den kan laves på strygestenen og er bestem
mende for hele høvlens gang, bliver den for stump,
får man for tung en gang i høvlen. Den skærende
flade ligger også en del under 45°.
Fig. 1761 viser, hvordan spånen skal gå op igen
nem hullet. Billedet af falspudseren viser tydeligt spå
nens retning fra klappen og opefter. Ligeledes et par
billeder af to forskellige bugthøvle, som kan pudse,
fordi klappen er lavet rigtig til.
Nu er en bugthøvl jo ikke et stykke værktøj, byg
ningssnedkere så ofte har brug for, men det hænder
dog.
810