416 / 507
øjne vil enhver almindelig gammeldags fil altid være
sløv. Så er sandpapir faktisk bedre.
Ved høvlearbejde i stærkt konkave svejfninger kræ
ver det en god koncentration at tvinge høvlen frem
og samtidig sørge for at dreje den, så den hele tiden
berører materialet med det rigtige sted. Jo dybere
hulning og jo hårdere træ, jo vanskeligere at opnå en
pæn overflade, jfr. egetømmeret. Her gør man klogt i
at slibe jernet, så det kun skærer med et lille stykke
på midten. På den måde kan man lige så nydeligt
skrælle bane for bane. E t forsøg på at høvle brede
spåner i den slags ender blot som et vaskebræt.
De konvekse svejfninger, der har radius 10 cm og
derunder, er ikke nemme at jævne fint med den flade
bugthøvl, især hvis spalten er for stor, og det kan vi
Fig. 1764. Disse tre tegninger forestiller typer af hjemme
lavede bugthøvle.
Fig. 1765. De to specialhøvle med udsnit af deres
arbejdsmark.
godt regne med, at den er. En hul sål er bedre. Man
kan selv slibe den til med en flad som udgangsmate
riale. Det er sikrest at gøre det på en bred og stor
slibeskive, 20 cm i diameter. Enhver bugthøvlsål skal
helst runde lidt opefter på den lange led, og det gæl
der navnlig ved den sidstnævnte. Sålen må runde
Vto mm og jernet
2/io
mm, hvad det har derudover er
af det onde. Ved daglig brug på smalle kanter slides
høvlen mest på midten, og hvis høvljernets såkaldte
naturlige runding bliver en hel millimeter i stedet for
Vs, bliver der noget galt.
Giv den træsko på.
(Fig. 1763).
Har man store stabler svejfet træ at jævne, f. eks.
stelarme før profilering eller sargtræ før finering, kni
ber det ofte for håndfladerne at holde til hårdheden.
Jo bredere træet er, jo mindre stumper skaft får man
at gribe om, og har man næver som elefantfødder,
ønsker man ofte lidt ekstra fyld til dem. Man sliber
og skifter jern, såsnart de er en smule sløve - og kom
mer dog ingen vegne med de ømme hænder.
Her er det en lettelse med træhåndtag på værktøjet,
men skal man så bagefter pudse finéren eller foretage
andre delikate sletninger, har man bedre føling med
arbejdet uden disse træsko på. Heldigvis er der flere
muligheder for denne skaftning. Vil man ikke lime
små træskaller sammen om støbejernet, kan et langt
sammenhængende stykke klemmes ind på og om nød
vendigt sikres med stifter. Tegningen viser for tydelig
hedens skyld de svejfede, ikke-færdiggrundede hånd
tag.
Man kan lave den selv.
Går man rundt og ærgrer sig over de færdigkøbte
bugthøvles skavanker, såsom manglende pudseegen
skaber, tilbøjelighed til brud ved fald fra høvlebæn
ken, for korte håndtag og for brede jern til strøg, kan
man lige så godt først som sidst lave et sæt selv. Det
ligger inden for mulighedernes grænse, og så er man
medskyldig, hvis de ikke opfylder ens krav. Vedføjede
tegning viser en flad smedejerns, der er fremstillet i et
hobbyværksted med få hjælpemidler. Dens fordele er:
Den kan tåle at falde på stengrund, den har længere
håndtag, mindre spalte i sålen (til dels takket være et
fremspring på agterdelen, fig. 1764), fuldstændig kor
rekt udformet klap, der passer på tiendedel millimeter
i skrogets udskæringer og en blødtspændende skrue
med fingevind og stor vinge. At overfladen er afarbej
det til det mest mulig fejlfri og derefter blåt anløbet,
skal kun nævnes for fuldstændighedens skyld. Da der
hører et halvt dusin jern til den, skete det, at der var
et enkelt iblandt på kun 1,3 mm, og her kom klappen
så tæt på, at pudsearbejdet på egefinér blev 99 pct.
sikker, men spånen blev samtidig tilbøjelig til at
813