414 / 507
Fig. 1761. D isse 5 billeder viser, hvor elegant spånerne rejser
sig i både korthøvl, bugthøvl og falspudshøvl, når klappen er,
som den skal være og stillingen er rigtig. Det er enhver
snedkers ønske at have en høvl, som kan skære spånerne på
denne måde.
Høvl og bugthøvl.
For ret at forstå de små tings væsen og virkemåde
bruger man at se dem i et mikroskop - en tingest,
der gør myg til elefanter (brokonstruktører foretræk
ker at gå den modsatte vej. De belaster myggen med
påvirkninger en miniature for senere at anvende de
indhøstede erfaringer, når elefanten skal stables på
benene).
Mammutten blandt træhåndværkets gnavere er så
ubetinget oxhøvlen, også kaldet klaushøvlen, som nu
om stunder må søges på museer og lignende pulter
kamre. Det var et stykke værktøj, man kunne blive
var, fremstillet af op imod en halv kubikfod æbletræ
og forsynet med et jern, der ikke for ingen ting var i
familie med tømrernes økse, 10-12 cm bredt og meget
svært, navnlig i den nederste ende. Mærkværdigt nok
fremstilles der den dag i dag høvljern af den hånd-
smedede type, sorte bagpå og tykkere nedefter, og -
hvad der er endnu mærkeligere - faglærte snedkere
køber dem!! Foruden det velbekendte ruhbankhåndtag
havde den en tværpind, som en hjælper rykkede i. Be
mandet med to raske tømrere gik sådan en fyr gennem
tykt og tyndt, helst når det gjaldt tilhuggede lofts
bjælker af gode svenske fyrrestammer. - Efter vore
begreber var jernet anbragt lige lovlig langt agter. På
lige vej generede det ikke, men under slutspurten i den
mere hårde og tvære rodende kunne det godt ske, at
selv en superruhbank forsøgte at nikke forover. Den
var ikke spunset til pudsning, hullet var lavet efter
recepten - hellere for meget end for lidt - , og det
tykke høvljern gjorde ikke sagen bedre, da et tilsva
rende stykke måtte mangle i bagsålen.
Fig. 1762, fig. 1 gengiver sjælen i en ældre ruhbank,
der virkelig er i brug endnu. Æggen sidder kun lidt
foran midten af sålen. Oxhøvlen har i de fleste tilfælde
haft det ligeså.
Lejlighedsvis blev den også anvendt til egetømmer.
Men medens den i fyrretræ rask væk tog en spån, der
var næsten 15 mm tyk og i næsten fuld bredde, nyt
tede det ikke at forsøge med samme indstilling over
for hårdt ved. Det naturligste var at slå jernet tilbage,
og da det jo altid var slebet mere eller mindre buet -
nok mest det første - mindskedes samtidig bredden
af den skærende del. Det hjalp altid noget at sætte
spåntværsnittet ned til en fjerdedel, og når hop og hak
ved begyndelsen og slutningen ikke blev værre, end de
gjorde, må dette tilskrives stokkenes anselige længde.
Lad os lige mindes høvlen, der
ikke ville
pudse
hårdt træ, den korte, høje pudshøvl med tykt, stejlt
jern, anbragt langt tilbage. Den slog op i starten og
nikkede ved afslutningen, så ziehklingen måtte i brug
før sandpapiret. Nu ved man, at det skyldtes den korte
bagdel, der lettedes i vejret, når æggen mødte ekstra
modstand, og det skete, når sålen pludselig støttede
mindre godt på arbejdsstykket. Efterhånden som jer
net blev slidt op, kom den tynde del i brug, og desto
større blev spånåbningen. Stilbar spuns er en yngre
ting. I det hele taget er alle de nævnte ulemper efter
bedste evne blevet afhjulpet ved de nyere høvle.
Fig. 1762, 3 er det bedste bevis herpå. Jernene fås
811