415 / 507
nu ens tykke hele vejen op, og de flyttes frem til en
trediedel fra forenden, på jernhøvle ca. en fjerdedel.
I umindelige tider har høvljernets hældning ligget
nogenlunde fast på ca. 45 grader, lidt mere til puds
høvlen. Jo stejlere jern, jo færre oprifter, men des
værre også tungere gang, selv ved fin indstilling. De
senere års forsøg synes at vise, at hensigtsmæssig
spunsning og klapføring betyder mere end de tre eks
tra grader, så meget at jernet uden skade kan bringes
ned på 37V2°. Det lyder utroligt, men det står til
troende.
En almindelig stiv høvl kan til nød jævne en ret
flad udvendig bue, men i en udhulning må den melde
pas. Skibsbyggerne bruger her en høvl, der i sin enkle
ste form blot er hugget fra os og rundet lidt af under
neden. Den amerikanske skibshøvl kan til en vis grad
krænges både den ene og den anden vej. Karetmager
nes fælghøvle - de har to typer, ind- og udvendige - er
af træ og stærkere buet.
Og her springer vi over til det egentlige emne. Gan
ske vist eksisterede der engang en træbugthøvl, men
hvad var det vel andet end en camoufleret båndkniv?
Bugthøvlen på godt og ondt.
En friskbagt møbelsnedker overværede et skæn
deri mellem to bygningsditto. Det drejede sig om,
hvorvidt bugthøvlen var bedst med flad eller buet sål.
I forbifarten lod han et ord falde om, at man naturlig
vis måtte have en af hver, mindst - og undgik med
nød og næppe at få hovedet slået ned i maven.
Begrebet bugthøvlen forbindes af majoriteten med
de små søde amerikanske støbejerns med spænde
skrue, såkaldt klap og opslidset høvljern med bredden
45 mm og tykkelse mellem 1,3 og 1,6 mm. Klappen
fungerer dog kun som spændeflade. I tidens løb er der
gjort mange forsøg med forskellige former og størrel
ser, enkelte havde finindstillingsskruer. En overgang
var der nogle fremme med højt hvælvede arme, der
utvivlsomt var ment som en venlig gestus overfor
snedkerne, men det blev en dundrende fiasko. De
ville
altså gå forover. Isenkræmmerne måtte sælge de sidste
til husflidsmænd, og de små tætbyggede er nu de al
mindeligste, da de vistnok går sikrest, både som han
delsvare og værktøj. E r en sådan høvl ikke født med
en god gang, opnår den det heller ikke senere hen i
livet.
Den findes i to variationer; med flad sål og med
buet, hvor radius måler omkring 40 mm. Denne grove
opdeling levner ikke noget stort spillerum med hen
syn til valg af den gunstigste type til de forskellige
arbejdsstykkers form. Den flade bruges ved udvendige
buer, lige stykker og til hulninger med stor radius,
ned til V
2
meter. Kommer radius under 30 -40 cm,
må jernet slås mere for, og arbejdets kvalitet forrin-
Fig. 1762. 1 og 2 er den forældede konstruktion af spånhjul
og høvljern. 3: Her er den moderne type med tynde jern og
forskydelig spuns.
Fig. 1763. Hvis man skal arbejde meget med bugthøvl, er det
klogt at give den træsko på.
ges. Tager man så den buede, opdager man måske, at
den er endnu værre. Her mangler altså en mellemting,
og man ser også af og til snedkere, der selv har gjort
springet og foretaget de nødvendige forandringer på
en flad. En bue med radius 10 -12 cm vil være pas
sende. Tilslibningen må foretages med den største
omhu under stadig kontrol med en skabelon. Jernets
hældningsvinkel må heller ikke forrykkes alt for me
get. Slig en høvl er pengene og umagen værd. Den
overtager området med radius fra elleve til fyrre cen
timeter, og de cirkler, som den stærkt rundede bugt-
høvl ikke kan ordne, må man overlade til andre værk
tøjer, dog helst ikke til en sløv fil. Set med snedker
812