GamleKongensKjøbenhavn

K jøbenhavneri for 5 0 til 6 0 Aar siden

Sange og Jodlen gjorde megen Lykke. Pavillonen blev da

talrig besøgt, og selv det smukke Kjøn af Kjøbenhavns Elite

begyndte at indfinde sig; men dette blev i en endnu højere

Grad Tilfældet, da Italienerne Perricin i og Annato med sidst

nævntes Hustru bleve engagerede af Monigatti for at give

Aftenunderholdninger. Ligesom de fleste Italienere kunde

hverken Perricin i eller Annato rose sig af at være kunstnerisk

uddannede Sangere, men deres Stemmer vare smukke, deres

Sange ligeledes, og de gjorde stormende Lykke, hvoraf n a tu r

ligt fulgte, at Fortjenesten stod i Forhold dertil. Annatos Kone

spillede Violin, men sang ikke; de Lo andre akkompagnerede

sig selv med stor Virtuositet paa Guitar og Mandolin, og de

lod det ikke blive ved paa en ligefrem Maade at foredrage

deres Sange, men de sang navnlig Buffoduetter i Karakteren

og gav dem en dramatisk Udførelse, som havde noget uvant

og hø jst tiltrækkende for Publikum. Derhos udøvede det frem

mede, smukke Tungemaal, hvori de foredrog deres Sange, el

mægtigt Trylleri, og tiel kan muligvis antages, at del er disse

Sangere, Perricin i og Annato, der allerførst have vakt Sma

gen for italiensk Sang og Musik hos os Kjøbenliavnere. Om

Æ g teparret Annato fortælles der, al del rejste til SI. Peters

borg, hvorfra Annato paa Grund af saavel mundtlige som

skriftlige uforsigtige'Y ttringer blev transporteret til Siberien;

Perricin i derimod giftede sig med en Kjøbenhavnerinde og

fæstede Bo her for bestandig.

Den Furore, som de nævnte italienske Sangere gjorde, over-

straaledes om muligt endnu af Kjøbenhavnernes Begejstring

for et P a r franske Sangerinder, der nogle Aar efter en Sommer

spillede og sang i Monigattis Pavillon. Vore unge Løvers Hjer

ter vare dengang ligesaa let fængelige, som de ere det nu,

naa r el P a r smukke Øjne udskyde Brandpile. Sangerinderne

vare franske, og de vare smukke, og de brugte deres Øjne

med en ualmindelig Fæ rdighed — og hvo kan saa undres over,

at der skete et græsseligt Nederlag. Hertil kom, at disse

Sangerinder ankom hertil i den Periode, da, som det hed,

Folkebevidstheden var vækket af sin Dvale, da Frihed, Lig

hed og Broderskab vare Ord, som isæ r den unge Verden førte

i Munden. Hvilken Lyst var det da ikke, naa r disse Sanger

inder, ganske friske hidkomne fra Revolutionens Arnested,

istemte Marseillaisen og Parisiennen ; hvilken Gammen al støde

med Stokken mod Gulvet som Akkompagnement, og naa r de

saa istemte Omkvædet: „Aux armes, citoyens! Formez vos

bataillons!“ troede de i Begejstringens Hede, at de af Gud