30 / 195
26
v ide: om en eventuel Bevilling kunde forliges med »Guds Lov« eller ikke
— og slet ikke den juridiske Side af Sagen. Den skulde Adm inistrationen
nok klare selv.
Det juridiske F aku ltet fik først Betydning efter a t Andreas Hojer i
1734 var bleven Professor i N atur-, Folke- og S tatsre t. H an var den første,
der tog det indenrigske Lovstof op til videnskabelig Behandling ved Uni
versitetet, og i sine Kollegier over dansk, norsk og slesvig-holstensk Ret
lagde han Grunden til den nationale Retsvidenskab. Dertil kom, a t han to
Aar efter sin Udnævnelse — ved Forordn, af 10. Febr. 1736 — fik indført
baade den fuldstændige juridiske Embedseksamen og den juridiske Eks
amen for ustuderede, og saaledes banede Vej for et m aalsikkert og velord
net S tudium for Rigernes vordende Embedsmænd og Dommere. F rem ra
gende videnskabelige Ju riste r, Mænd som Henrik Stampe og Kofod An
cher, fulgte i hans Spor. Derimod fik en banebrydende Begavelse som A.
S. Ørsted aldrig Sæde i det juridiske F ak u lte t; da han var ung, holdtes
han ude — Hertugen af Augustenborg, som stod i Spidsen for Universitets
direktionen, yndede ikke hans Tilbøjelighed for den nyere tyske Filosofi —
og senere gav hans praktiske Dommergerning, hans Embeds- og S ta ts
m andshverv ham ikke S tunder til Universitetsvirksomhed. Men den over
legne, skarpe og klare Retsopfattelse, han udfoldede i Embedsførelse og
Fo rfatterskab , blev grundlæggende for det moderne Un iversitetsstudium ,
og er i nyere Tid videreført af Ju riste r som F. C. Bornemann ( f 1861) og
Carl Goos, der baade som Retslærere og tillige rent adm in istrativ t begge
har haft stor Betydning for U n iversitetet. At Ju raen alene ikke dækkede
Embedsmændenes Behov — det var man klar over allerede før Udgangen
af det attend e Aarhundrede, og ved Fundatsen af 1788 optoges derfor en
nødtørftig Kundskab om dansk S tatsforfatning og almindelig S tatistik
som juridiske Eksamensfag. Først i 1848 indførtes en selvstændig s ta ts
videnskabelig Embedseksamen.
Endnu senere end Ju raen naaede
Medicinen
frem til den fremskudte
Plads ved Københavns Universitet, som den indtager i vore Dage. Den,
der i ældre Tid vilde studere Lægevidenskaben, søgte i Reglen til Ud
landet, og slog han efter H jemkomsten ind paa praktisk Virksomhed,
var det oftest som kgl. Livlæge eller Medicus i de højeste Kredse;
fremmede Medici kom hertil i samme Hensigt — thi al Lægepraksis var
fri. Der var dog ikke nær nok af studerede Læger i Landet, omkring ved
Aar 1600 fandtes der næppe en Snes i Danm ark og Norge tilsammen,
iberegnet de to lægevidenskabelige Professorer ved Universitetet, der
skulde
være Doktorer i Medicinen.
Den almindelige Lægegerning ude i det store Folk var i Hænderne paa