31 / 195
27
haandværksmæssigt uddannede Bartskæ rere, og hvad de ikke kunde over
komme, besørgedes af kloge Mænd og Koner. De første saa ned paa de
sidste, som Fagmænd paa Kvaksalvere. Ambulante K irurger, »Empirici«
og »Oculister«, der praktiserede som Broksnidere, S tærstikkere og Tand-
brækkere, rejste fra gammel Tid rund t paa Markederne, baade i Udlandet
og herhjemme, slog deres Bod op paa Torvene og lokkede Publikum til
ved en Udraaber, oftest en Harlekin eller Pickelhering. Bedst kendt hos
os i denne Genre er Holbergtidens for sine Teatereksperimenter berømte
Salomon von Qvoten, dog var Typen paa dette T idspunkt ved a t uddø.
De populære Lægebøger, hvor tarvelige de end kunde være, havde deres
Mission i disse lægefattige Tider, og Præsterne, der i Reglen havde nogle
medicinske Kundskaber, gjorde i mange Tilfælde lige god Fyldest som
Sognebørnenes Sjælesørger og deres Raadgiver ved legemlig B rist — et
Forhold, der holdt sig langt ned i Tiden i fjerne Afkroge af Landet, i J y l
lands ensomme Egne og i Norges v id tstrak te Bygder.
Lige fra de ældste Tider var der jævnlig holdt medicinske Forelæs
ninger ved Universitetet, og ved Siden heraf kom fra Midten af det syttende
Aarhundrede Anatomien til a t spille en betydelig Rolle i Lægestudiet.
Paa In itiativ af Simon Paulli, en ty skfødt medicinsk Professor, der levede
den sidste Halvdel af sit Liv i Danmark, indrettedes et Anatomihus i en
af Universitetets gamle Bygninger og fra 1644 gaves her offentlige anato
miske Demonstrationer, hvortil ikke blot Akademikere fra alle Faku lteter
fik Adgang, først og fremmest de teologiske og medicinske S tudenter, men
ogsaa den mere prom inente Offentlighed. Det var ud sty ret med et P ar
Skeletter, Adam og Eva som de kaldtes, og m idt imellem disse havde
Paulli, der ligesom de ambulante Kirurger kendte lidt til Reklamens
Kunst, opstillet Kundskabens Træ med Slangen i Grenene, saa der var al
god Grund til (som man virkelig gjorde) a t tage En tre til dette »Theatrum
anatomicum«. Saaledes hed Huset, der var in d re ttet med am fiteatralske
Tilskuerpladser og med et drejeligt Bord i Midten til Ligenes Anatomering.
Den medicinske Doktorgrad uddeltes af og til efter Reformationen,
men først nogenlunde hyppig fra Kristian IV ’s Tid. De fleste Medicinere
tog dog Graden udenlands — baade Ole Worm og Bartholinerne, Caspar
og Thomas den ældre, promoveredes i Basel. A t være Medicus legitime
promotus, d. v. s. medicinsk Doktor, var længe den eneste H ab ilitation for
den studerede Læge — anden Prøve kendtes ikke — og derfor kaldes
Lægen med jus practicandi endnu hyppig i Folkesproget »Doktor«, selv
om han ikke er gradueret; først ved Universitetsfundatsen af 1788 blev en
virkelig lægevidenskabelig Embedseksamen indført. Under det medicinske
F aku ltet hørte fra 1761 en Fødselsstiftelse, der hurtig v an d t Anseelse og