213 / 302
2 0 6
ham. Og som han elskede Kunsten, forholdt han sig
sympathetisk til Kunstnerne. Han var den første, naar
det gjaldt Gemytlighed og Munterhed i deres Kreds.
Med hvilket Lune sang han ikke Weyses Kattekavatine!
Hvor kunde han le hjerteligt, og de andre med, naar
han mindedes pudsige Træk hos Musikere fra en svun
den T id !1) Han var en harmonisk Personlighed uden
skarpe Kanter, glad og lykkelig ved sin Kunst og sin
Livsvej.
*) En Gang kom Schall kjørende til Theatret, fortalte han, og
han var netop tilstede og vilde lukke Vogndøren op, da Schall af
værgende raabte: »Pas paa, pas paa! Jeg har en lille Gris her
inde i Vognen. Den kan let smutte væk.« En anden Gang traf
det sig, at de mødtes paa Gaden, hvor Schall til Paullis store For
undring bar paa en Gaas. Til hans Udbrud, hvordan Professoren
kom til det, svarede Schall: »De var saa uforskammet dyre og
vilde have 8 Skilling for at bringe den hjem. Saa tog jeg den selv.«