210 / 302
2 0 3
glemte han alt andet1). Sikker var hans Haand og
han var en fortræffelig Styrmand. Som han forstod at
samle, kunde han løsgive. F ra Balletten var han vant
til at følge Dansernes uanede Inspirationer og det
samme forstod han overfor Sangere og Sangerinder.
Dette Folkefærd kræver megen Hensynstagen og Paulli
kjendte paa en Prik Grænsen, hvor Tøjlen til Nød
kunde slappes og hvor den absolut skulde strammes.
Han bøjede a f for den jordiske Skrøbelighed og er-
kjendte, at det er bedre at faa Kunstværket med Pletter
end slet ikke. Den Exakthed, hvormed han dirige
rede Recitativer, fremhæves særlig som et af hans store
Fo rtrin 2).
Han tilhørte Mozart og i det hele de tyske Klassi
kere: de store Kvartetkomponister kunde man maaske
sige. Men Ensidighed var ingenlunde hans Særkjende.
Han blev sat paa en svær Prøve og bestod den med
Ære, da Wagners Operaer indførtes, og han dirigerede
saaledes »Lohengrin«, »Tannhåuser«, ja »Mestersan
gerne«. Dog er det et Spørgsmaal, om det ikke var
Han fik dog Sagen i Gang. Da Schall i sine sidste Aar var be
gyndt at blive aflægs, tyede han en Aften ved »Robert af Norman
diet« til at markere Takten vedholdende med stærke Slag med
Taktstokken paa «Pulpetet». Publikum blev indigneret over denne
Forstyrrelse og lagde det for Dagen ved en
10—12
Gange gjentagen
og stedse forstærket Hj^ssen. Dette bragte Konfusionen til det
højeste, da Sangerne troede, at det var dem, man hyssede ud.
Schall, der egentlig ikke havde gjort andet end hvad der paa den
Tid hørte til god Skik og Orden i Italien, fik en svær Reprimande
af Hauch. Han forsvarede sig og Hauch, som iøvrig't tog det meget
hensynsfuldt, svarede: »Publikum er stærkere end baade De og jeg.«
2) Med H. S. Paullis Portræt. A f Fritz Rendix: Ude og hjemme
1882
.