205 / 302
198
maaske have en anden Plads i Orkestret.« Direktio
nen besvarede Skrivelsen med Spørgsmaalet,
0111
det
var Meningen, at den skulde nedlægge allerunderdanigst
Forestilling om, at der hver Aften reserveredes ham
en Plads i enhver a f Theatrets forskj ellige Afdelinger.
Men ikke mindre voldsomt brød Hauchs Harme løs,
da Theatret vilde gjøre Paulli til Reserve-Repetitør (1835).
Hertil havde det al mulig Grund. I Regyndelsen af
August 1829 traf det sig saa, at Paullis Hjælp var bleven
paakaldt ved Indstuderingen a f en Pas de deux, der
dansedes a f Md. Kretzmer og Bournonville. Der var
to Balletrepetitører, P. Funck og Wexschall. Men den
første havde den Skavank , at han ikke rigtig kunde
følge Dansen og den anden bad tidt Paulli
0111
at fun
gere for sig, da han var en ivrig Jagtelsker og Selskabs
mand. Saaledes erhvervede Paulli sig tidlig en stor
Rutine, og Bournonville ønskede ingen hellere, da Paulli
var et ligefremt Talent til at følge Dansen. Men han
fik ikke noget for sit Slid og dette kunde ikke blive
ved at gaa i Længden. Theatret greb saa ind for dog
i det mindste at skaffe ham et lille Honorar1). Da
Hauch kom under Vejr med, at et saadant Arrange
ment paatænktes, protesterede han paa det kraftigste.
Hvor blev Anciennetetskrav og god Orden af, naar et
a f Kapellets yngste Medlemmer skulde gjøre et saadant
Spring over de ældre, langt mere berettigede! Kolli
sionen fremkom derved, at Repetitørvæsenet sorterede
under Theatret, medens Repetitørerne dog maatte hentes
x) Funck skulde fritages for at spille ved Prøverne mod af sin
Gage,
500
Rd., at afstaa
100
Rd. til Paulli som Hjælperepetitør.