214 / 579
Luxusforordning.
2 0 5
Højesteret af rødt Fløjel og Damask, og for Advokaterne
sorte Kjoler raed rødt Underfoder1).
At Regeringen havde Øje for Ødselheden i Klædedragt,
der ytrede sig i, at alle vilde se ud som Rangspersoner,
fremgaar af Forordningen af 13. Marts 1683, hvori der
tales om „at den store Overdaadighed i Klæder samt Mad
og Drikke saaledes tager Overhaand, at Gud højligen maa
fortørnes og mange, fordi den ene den anden i saa Maade
intet vil eftergive, deres Midler unyttig bortsætte og der
over omsider geraade udi yderste Ruin“ .
Hvad der sær
lig nngaar Kjøbenhavn i denne Forordning, er, at de 32
Mænd, andre fornemme Negotianter og Handelsmænd og de,
der havde Aktier i Manufakturerne for 500 Rdl., maatte
bære sorte Fløjels Kjortler og anden ærbar Dragt af Silke-
Grovgrøn, Tersenel, Ferandin, Taft og andet slet (glat)
Silketøj, som gjordes her i Landet, saa og alle Slags ostin
diske Silkevarer, som kom hid med Kompagniets Skibe; de
maatte bære Pelsværk af Los, Maar og Graaværk og Ringe
af 100 Rdl.s Værdi, medens andre kun maatte bære glatte
Ringe. De, der ikke var i Rangen, maatte ikke lade deres
Tjenere bære andre Liberier end saadanne, der var kantede
i Sømmen med samme Slags Tøj som Underforet, men
maatte lade dem bære Baand af hvilken Farve, de ønskede;
de maatte ogsaa kun have tarvelige Karosser, der indeni kun
var betrukne med uldent Tøj eller Læder.
13. Juni samme Aar blev ovennævnte Klædedragt ogsaa
tilladt alle andre fornemme Folk i Landet, i Særdeleshed
Borgere i Kjøbenhavn, saa vel som Kongens egne Betjente,
Borgerkaptejner, Kunstnere og alle andre, naar de ikke
ernærede sig ved noget Haandværk eller Høkeri.
Deres
Hustruer og Børn maatte foruden ovennævnte ogsaa bære
affarvede, blommede Silkestoffer, dog uden Guld eller Sølv,
de maatte ogsaa bære tarvelige indenlandske, men ikke
l)
P. W. Beckers Sml. I, 300. D. Sml.
2
. R. III, 74.