350 / 579
Bodsprædikant.
341
medens Rasmus Byssing var dansk Sognepræst — chikanerede
den første Hr. Rasmus ved at raabe saa højt, at hans Til
hørere blev forstyrrede, og saaledes var der sikkert mange
Skandaler1).
En Bodsprædikant omtales i Oktober 1661 i en Beret
ning fra den svenske Resident2):,, Jeg hører, at der er en
ung Person, som efter endt Gudstjeneste i Kirkerne nogle
Gange er traadt frem og har holdt en Prædiken, hvori han
har formanet Staden til Bod og Bedring for dens Laster og
især for dens Hoffærdighed. Han har ogsaa nylig i Kon
gens Nærværelse efter endt Prædiken traadt frem paa Slottet
og har undskyldt, at han som en uværdig Person optraadte
paa et saa helligt Sted, men han blev ved Guds egen Ind
skydelse dreven til at formane dem til Bod og Bedring;
hvis man ej i Tide vilde omvende sig, skulde det inden kort
Tid ske, at Kjøbenhavn, der nu kaldtes en Fristad, skulde
blive kaldt en Blodstad“ .
Denne selvkaldede Prædikant var en 32aarig theologisk
Kandidat J e s p e r K ø n e c h e n , der allerede under Belej
ringen havdø forsøgt at faa Borgerne og Studenterne til at
nedlægge deres Vaaben, da Krig stred mod Kristendommen,
ligesom han skrev Breve af samme Indhold til Karl Gustav.
Paa den Tid var det blevet ham forbudt at bestige Prædike
stolen, men 1660— 61 tog han flere Gange Ordet i Kirkerne,
første Gang i S. Nikolaj Kirke, fordi han havde set nogle
Folk „i overdaadige Klæder med Plumatzer“ .
En anden
Gang talte han en Mandag efter Syvslags-Prædiken i Hellig-
aands Kirke om at vogte sig for Eder og Banden, og oftere
talte han i andre K irker; to Gange havde han endog talt,
medens Præsten stod paa Prædikestolen.
Efter sin Tale til Kongen i Slotskirken synes han en
Tid at være holdt fangen, men 1663 tog han Anledning af
1) Geh. Ark. Aflev. fra Just. Min, 14, 131. ®) Beckers Saml. I,
264— 65.