471 / 660
458
DET KONGELIGE THEATER
1825—49.
g iv elsern e s K a ra k te r, ingen besad en saadan m u sik alsk Sk jønh ed
og F y ld e som „R e cen sen ten og D y r e t “ ; og det er den D a g id ag
den sam virkend e M ag i a f disse E lem en ter, deres sam lede In d try k
a f eiendommelig dansk H y g g e lig h ed , som hævder denne V a u d e
v ille Y n d lin g sp lad sen i Pub likum s Gun st og h ar sk affet den et
større A n tal Opførelser end nogen a f dens Søskende. Men ved
dens F rem kom st va re A sp ecte rn e um ilde. R y g t e t h avd e fortalt,
at S ty k k e ts H and ling fo reg ik p aa D y re h a v sb a k k e n , og det
ly k k e d e s H eib erg s M odstandere at oparbeide en ik k e saa rin g e
Ind ignation over den H aan , der sku ld e v ise s den danske S k u e
plads v ed at gjø re den til S cene fo r B a k k e n s G jøglervæ sen .
F rem d ele s vid ste man med B estem th ed , at H e ib erg s fo rk a ste lig e
T ilbø ieligh ed fo r person lig S a tire h er h avd e naaet Toppunk tet
a f H en synsløshed, id et han i S ty k k e ts H oved figu r h avd e frem
stillet en litte ra ir Modstander, „ C onv er sati on sb 1a dets “ R e cen sen t
P ro ft, paa en saa u tv e tyd ig M aad e, at endog hans H avn v a r
ben yttet, b lot med en Omsætning a f B og stav e rn e . Denne B e
sk y ldn in g v a r nu fuldkommen grundløs og b le v senere tilb a g e
v ist a f H e ib e rg paa det m est E n e rg isk e . H v em der nærmest
sigtedes til ved den g o dm o d ig e , sk ik k e lig e D y reh a v sk ritik e r
T rop — dog kun med en aldeles tillad elig litte ra ir S a tire —
kunde ik k e væ re sk ju lt fo r de K y n d ig e . N aar f. E x . en T h ea ter-
k ritik i „ K jøb enh avn spo st en “ , sk reven a f R ah b e k s P e n eller
ia lfa ld i hans A and , b eg yn d e r saa led es: „M ed sand G læde g rib e r
A nm elderen P ennen fo r at fo rtsæ tte sine i k o rt T id a fb ru d te
B e tra g tn in g e r o ver den dan ske S k u ep lad s, id et Opførelsen a f
tvende ho lb erg ske K om ed ie r har sk jæ nket ham en N yd else, der
desvæ rre sjeldnere b liv e r den sande K om ed ies V e ly n d e re til
D e l“ — saa h ar man her P arad igm et fo r T rop s A nm eldelse a f
T romm e-M ajorens scen iske F rem stillin g e r: „ P a a en T id , da al
Sand s fo r høiere Kun stn yd else synes at væ re fo rsvunden , v a r
det et dobbelt glæ d elig t Fænom en fo r Anm elderen at høre denne
b rav e K u n s tn e r“ o. s. v. R ah b e k m aatte fø le sig ram t a f Snerten ,
og hans længe opsam lede Harme over V aud evillern e g a v sig
L u ft i en lig e sa a ko rtfatte t som b id sk Censur, saa lyd end e: „D a
je g finder dette S ty k k e u n d e r a l K r i t i k , haaber je g m ig fri
ta g e t fo r at sige vid e re derom .“ T il L y k k e stillede han s M ed
censor Olsen sig p aa et m indre bo rn eret S tan d pu n k t, og