472 / 660
„
o m
v a u d e v i l l e n
“ .
459
„R e cen sen ten og D y re t“ b le v antaget. Men v ed F ø rsteop førelsen
fa ld t det fu ld stæ nd igt til Jo rd en . Man v a r mødt med en fo rud
fa tte t M ening om det U h ø visk e i F rem stillingen a f D yreh avs-
løierne og fø lte sig nu æ rgerligt skuffet ved den D isk retion ,
h vo rm ed de vare benyttede som en let B agg ru n d fo r en snart
g ro te sk -k om isk , snart gratieu s-ero tisk H and lin g ; man havde
sp id set Munden paa en Skand ale i R e tn in g a f person lig P ersi-
flage og saae nu, at man havde feilet i sin F o rven tn ing , men
tab te saa med det Samme In teressen fo r T ite lfigu ren , trods
R o sen k ild es elskvæ rd ige Spil.
Mathed hvilede over T ilsk u e r
plad sen , og Tæppet fald t under Hyssen .
D a foretog H eib erg en m esterlig tak tisk B evæ g else. Han
form aaede D irektionen til i et T idsrum a f henved tre M aaneder
at holde hans V au d e v ille r ude a f R ep erto iret og sk re v i denne
Mellemtid, til O rientering fo r Publikum , sin dram atu rgiske U nd er
søgelse „Om V aud evillen som dram atisk D ig ta rt og om dens
B e ty d n in g paa den danske S ku ep lad s“ . A fh and lin gen er rig paa
træ ffende B emæ rkn inger om Publikum s Fo rho ld til K un sten som
om F o rh o ld e t mellem K un startern e indbyrd es, og den bæres af
en S elvb evid sth ed , der viser, at H e ib erg fu ld elig k jend te sit
eg et Væ rd og sin B e ty d n in g for L itte ra tu r og Theater. Dens
fø rste Del, i h vilken de æsthetiske Grænselin ier fo r V aud evillen
d rag es og dens B e re ttig e lse som dram atisk D igta rt fastslaaes,
er det ik k e her S ted et at dvæ le ved. D es større Opmærksomhed
fo rtjen e r P aavisn in gen a f dens B e tyd n in g fo r Skuep lad sen som
O vergangsled til en national L y stsp ild ig tn in g , dei kan gjø re
E n d e p aa det jamm erlige Fremmedherredømme, hvo runder Scenen
altfo r længe har vaand et sig. Publikum har ved V aud evillen
faa et n y In tere sse fo r det Lok a lkom iske , „o g derved — siger
H e ib e rg — er V eien til en n y Nationalkom edie b le ven ban et;
hvis v i derfor skulde faae et eller andet god t lokalt L y s ts p il og
samme skulde b liv e op taget med B ifa ld , saa tilsk river je g m ig
en ik k e ringe D el a f Æ re n derfor og finder, at je g har g jo rt
Sm agen en T jeneste, som alle vo re Sm ags-P ræd ikan ters H an egal
ei er istand til at op v e ie “ . D en Fo rven tn in g , H e ib erg an tyder
med d isse Ord, b le v opfyld t hu rtigere og i et fyld igere Omfang,
end han kunde ane i N edsk rivn ingen s Øieblik.