482 / 660
468
DET KONGELIGE THEATEK
1825—49.
ham . „H ils B a ro n e n ,“ v a r P h iste rs S v a r, „a t je g ik k e spiller
K o r t paa H o ved v a g ten , siden je g er b le v en g ift ; men ia ften
sk a l je g komme, om je g s aa skal k ry b e derhen, b lo t fo r at se
p a a D ig , Du h erlige K a r l ! “
„ J o n ! “ sva red e Land so ld a ten , og
med et S v in g paa Hæ len h avd e han F ro n t mod Døren. „S to p
lid t !“ raab te Ph iste r, løb hen til Chato llet og hen tede en Specie.
„D e r, den sk al Du h a v e , fo rd i D u kom som en E n g e l fra
H im len !“ K a r le n væ g red e sig v ed at m od tage den og ym tede,
at han ik k e tu rde fo r B aron en . „ S iig D u til B a ro n e n “ , sagde
P h iste r og try k k ed e ham Mønten i H aanden , „a t den h ar Du
faa et a f m ig, fo rd i Du h ar g jo rt m ig en sto r T jen este, som je g
nok sk al fo rk la re B aron en ia fte n .“ D erm ed g ik den fo rbau sede
Oppasser, og P h iste r v a r ene tilb ag e med sin ik k e m indre fo r
bausede Hustru .
„M en h vad g a a e r der dog a f D ig ? “ udbrød
hun. — „S a a e D u da ik k e “ , sva red e P h iste r hen ryk t, „a t je g her
har fund et min M ikkel, den fu ldkom neste M ik k e l, man kan
tænke s ig ? “ Næste D a g g ik han ud til H e ib e rg og g jo rd e ham
b ek jend t med sin Opfattelse a f R o llen .
D ig te ren v a r noget
betæ nkelig ved F o rs la g e t om en k ra ftig D ia lek tg jen g iv e lse , som
han ik k e h avd e tænk t paa, men da han h avd e seet den fø rste
P rø v e , g a v han P h iste r ubetinget R e t og v iste sig m eget ta k
nem lig fo r den uven tede V irk n in g , F ig u re n gjo rd e. V ed Op
fø relsen v an d t den nationale T y p e a f B on d ek a rlen i M ilitair-
tjeneste ø ieb lik k e lig den alm indelige Sym path i, der vo xed e i
S ty k k e ts L ø b , alt som M ikkel, med kom isk G ra tie i al sin
K lod seth ed , udfoldede sine vindende E g e n s k a b e r: sit fornøiede
G em yt, sin hjælpsomme T jen stag tigh ed , sin F o rb au se lse over
P a r is ’ M æ rkvæ rd igheder og tillig e den lune R o , hvo rm ed han
fand t sig tilre tte i dem. Denne M ik k e l v a r et M estervæ rk a f
N a tu riag ttagelse og selvfrem b ringende fro d ig t Lune.
D en sidste a f V au d e v ille rn e , „ N e i “ , kom frem ved
Somm erfo restillingen den 1 . Ju n i 18 36 . H a vd e „A p rilsn a rren e “ ,
efter H e ib erg s eget Ud sagn , væ ret hans fø rste K j æ rligheds er
k læ rin g til hans vordende Hustru , saa v a r „N e i“ den galan te
Æ g tem an d s opmærksomme og sind rige G a v e til hans unge F ru e .
V e d et T ilfæ ld e v a r det faldet hende ind, hvorm ange Nuancer
der kunde læ gges i det lille Ord N ei, og hun h avd e ofte b ed t
sin Mand om at sk riv e en V aud ev ille, i hvis In trig e dette Ord