84 / 660
MAD. SPINDLER. JER. ASTRUP.
7 7
det tro e r je g n o k ,“ svarede Mad. Spindler, „kun k ar jo ogsaa
to R ød kæ tter til at værne om sin D y d .“
A t T k eatrets S tyrelse ogsaa ko ld t Mad. Spindler ude fra
det ældre kom iske F a g , va r et saa m eget des større M isgreb,
som der v a r stor T ran g til en d y g tig F rem stillin g a f det, og
som kun v ed Somm erforestillingerne k avde g iv e t Mad. W arbergers
R o lle i „ Jæ g e r n e “ med den fuldkomneste Fo ren ing a f k vin
de lig F ø le lse og elskvæ rdig Kom ik , og det paa et Tidspunkt
— kun v a r endnu kun i B egynd elsen a f T red iverne — da kun
fu ld t ud b ek ersk ed e ogsaa det ungdommelige R eperto ire, saasom
den fo rslagn e L ise tte i „C rispin som F a d e r“ , den muntre V erd en s
dame F r u v. W en d e l i „H vilken a f dem er B ru d en ? “ og lignende
R o lle r. D e r maatte atter en Sommersaison til, fo r at en n y ældre
R o lle sku lde b liv e hende betroet, og som en snaksom gammel
Tan te i Hagem anns „Postm esteren “ feirede kun 18 2 3 en Trium f,
der m aatte aabne Øinene paa Enhver, der v i l d e se kendes
B e ty d n in g for T k e atre t ogsaa i kommende T ider.
Men det
v ild e re tte Vedkommende nu engang ikk e, og allerede den 8 .
M ai 18 29 optraadte den fem og fyrretyveaarige Skuesp illerinde
sid ste G an g (som Therese i „D en unge h idsige K o n e “ ) og a fg ik
v ed Saisonen s U d gan g til stort Tab fo r den Scene, hvis G lans
hun endnu længe kunde have forøget. Pensionen v a r kun lille
og ik k e til at le v e a f med Mand og Børn. Med van lig E n e rg i
op tog hun K am p en fo r T ilvæ relsen og etablerede en lille Handel
i en H y tte paa Østerbro, hvor den engang saa forgudede K u n st
nerinde i mange A a r solgte T raad og Bændler og S k illin g sly s,
altid sirlig og fix paaklædt. Hun døde først den 12 . Mai 18 6 1.
J f r . A s t r u p (I. 37 5— 77) vedb lev hovedsagelig at spille
p a a sit deilige Y d re. Hun traad te ind i det her skildrede T id s
rum som en allerede fy rre ty ve aarig K vind e, og endnu da kun
v a r nær de T res kunde hun imponere ved sin junon iske Sk jøn -
hed, der støttedes a f alle Toilettets Kun ster og b a ie s frem at
en H o ldn ing, som v e l v a r præget a f svundne T iders Stivhed ,
men ogsaa a f deres noble Finhed. E t sparsomt Maal a f Tæ nk
n in g og L id en sk ab holder Ansigtslinierne bløde og R yn k ern e
bo rte, og det v a r ad denne V ei, J f r . Astrup havde b eva ret sit
U d v o rte s ; hendes indre L iv var saa temmelig stagnerende, en