11 / 102
T HO R V A L D S E N S MU S E UM
FORSKØNNELSESFORENINGENS MØDE DEN 22. JANUAR
F
o r e n i n g e n s
Møde i Teknologisk Instituts
Festsal havde samlet fuldt Hus. Foruden
talrige af Foreningens Medlemmer var mødt
en Del særlig indbudte, saaledes Medlem
mer af Kommunalbestyrelsen, Kunstakademiet
og af Museumsbestyrelsen.
Efter at Formanden, Grosserer
C
h r i s t i a n
H
o l m
,
havde budt Forsamlingen Velkommen
og fremsat nogle Bemærkninger om Forenin
gens Virksomhed i Almindelighed, holdt Mu
seumsdirektør Th.
O
p p e r m a n n
Aftenens Fore
drag, der var ledsaget af Lysbilleder.
Hr. Oppermann gav først en Oversigt over
Museets Tilbivelse og de Kampe, der gik for
ud, inden det endelig stod færdigt. Han skild
rede den venskabelige Tvist mellem Thorvald
sen og Bindesbøll om, hvorledes Museets
Indre og Ydre skulde være. Bindesbølls op
rindelige Plan gik ud paa at opføre et pragt
fuldt Kunsttempel, i hvis Rum Thorvaldsen’s
Skulpturer skulde indgaa som Dekoration, ja
det var endogsaa Arkitektens Mening, at de
skulde m a le s. Det oplystes eksempelvis, at
Schillers Dragt skulde males lyseblaa, hans
Kappe sort med røde Borter, medens Guten
berg skulde have haft blaa Bukser og gul Vest.
Sligt var jo nok blevet pragtfuldt, men
T
h o r
v a l d s e n s
Museum var det jo ikke blevet.
Thorvaldsens Ønske var en Række Ateliers, i
hvilke hans Værker skulde opstilles under de
bedst mulige Rum- og Lysforhold — og han
sejrede. Kun blev desværre Rumforholdene for
smaa, saa de enkelte fritstaaende Skulpturer
praktisk talt kun kan ses fra een Side.
»Da Thorvaldsen døde den 24. Marts 1844«,
udtalte Hr. Oppermann videre, »var Museets
Gadefagader pudsede færdige og holdt i kraf
tige Farver, men ganske uden Billedsmykke.
Dog næppe var Laaget skruet til paa Thor
valdsens Kiste, før Hensynet til hans bestemt
udtalte Ønsker blev skrinlagt.
Da Gaardfagaderne i Sommeren 1844 pudse
des ned, blev de rigt dekorerede. Murpillerne
mellem Stueetagens Døre smykkedes med ma
lede Ege- og Laurbærtræer, medens de store
Vægflader udfor Kristus-Salen dækkedes med
Palmetræer, alt udført af Landskabsmaler
From. Paa Brystningerne under 1ste Sals Vin
duer malede samtidig den tyske Billedhugger
Scholl en Række væddekørende Genier og paa
Vinduespillerne Sejrstrofæer i Form af Vaser
og Trefødder.
To Aar efter Thorvaldsens Død fremkom
Bindesbøll med Forslag om at smykke Gade-
fagaderne mod Kanalen, Kirken og Slottet med
en malet Frise. Ideen til dennes Komposition
skal være Bindesbølls; Gennemførelsen skyl
des Sonne.
Da Museet stod færdig, rejste der sig en me
get skarp Kritik mod Sonnes Frise. Selv Hdyen,
Bindesbølls gode Ven og varme Beundrer,
kunde ikke forsone sig med dens grelle Fur
ver. De maa sikkert ogsaa, derom er i hvert
Fald mange Sagkyndige enige, have virket fru
stødende, forinden Vejr og Vind og Kulrog hav-
de mildnet dem og givet dem den Putina, som
nu forlener de bedste Partier med en ejendom
melig Charme.
Selve Museumsbygningen har herhjemme
vundet sig mange oprigtige Venner og varme
Beundrere. Og med Rette. Som Helhed ejer
den en Storhed, en Monumentalitet og en rigt
nuanceret Stemning, som i mungc Henseen
der gør den til en værdig Ramme om den ene-
staaende Samling, som den omslutter.
Men hverken museumsmæssigt, arkitekto
nisk eller teknisk er den uden Lyde.
Fra et Museums-Synspunkt, og ganske sær
lig fra et Thorvaldsensk, kan der rettes den
meget alvorlige Anke mod Bygningen, at den
i stor Udstrækning umuliggør, at Thorvald-
sens Arbejder kan udfolde hele deres Skønhed.
Dette gælder først og fremmest Kabinetterne
med Hæderspladserne; de er gennemgaaende
for smaa. De her opstillede Statuer kan som
Regel kun ses forfra. Men Thorvaldsens Sta
tuer bør kunne ses fra alle Sider . . . .
Til de museumsmæssige Mangler maa des
uden henregnes den lidet tilfredsstillende
Maade, hvorpaa Reliefferne paa 1ste Sal og de
fleste Buster er udstillede.
Hvad Bygningens tekniske Svagheder an
gaar, saa maa det siges til Bindesbølls Und
skyldning, at de fleste af disse skyldes hin
Tids svigtende Teknik. Dette gælder dog ikke
de under hans Ledelse udførte Funderinger til
Bygningens nye Partier. Medens den ældre
Del af Bygningen, den, der skriver sig fra
Christian den sjettes Tid, det vil sige Murene
mod Gade og Gaard med Undtagelse af For
bygningens, har staaet sig fortrinligt, var det
Bindesbøllske Murværk, Forbygningens og
Skillerummenes, saa mangelfuldt funderet, at
det for disse Partiers Vedkommende blev nød
vendigt at foretage en grundig Undermuring,
som afsluttedes for
6
Aar siden . . . .
Foruden disse Indvendinger kunde der frem
føres en Række andre. Men det vilde være
Uret at dvæle længere ved denne Bygnings
Svagheder; her, hvor der er saa mange og
store Fortrin at glæde sig over.
Udvendig fastholdes Interessen ganske sær
lig af Forbygningen, med dens fem store Porte,
dens mægtige Pilastre, dens prægtige Baser
og Kapitæler, dens Profiler, i hvilke Finhed og
Kraft indgaar den lykkeligste Forbindelse, og
endelig af Murfladernes grandiose og fuldendt
rytmiske Inddeling.
Inde i Bygningen er det navnlig dens rigt
nuancerede Harmoni, som griber Sindet.
Mesterligt er Interiørerne stemt sammen
5