12 / 102
med Thorvaldsens Værker. Hvert enkelt af de
smaa ret ensartede Værelser har sin særegne
Karakter, sin Individualitet i Loftets Dekora
tion, i Væggenes Farve, i Gulvenes fantasifulde
Tavl og Piedestalernes Proportioner og Profi
ler, der nøje er afpassede efter de paagældende
Statuer; alt er sammenarbejdet med Kunst
værkerne til en egenartet og ganske enestaa-
ende Helhed.
Den 17de September 1848, paa Tiaarsdagen
for Thorvaldsens Hjemkomst, blev Museet
aabnet for Publikum.
Allerede 25 Aar senere begyndte dets For
fald at blive generende . . . .
Men var Forfaldet stærkt i Bygningens In
dre, gjorde det sig dog endnu stærkere gæl
dende paa Facaderne, og her er det ulige van
skeligere at raade Bod paa.
Professor H. N. Clausen var den, som først
slog til Lyd for Facadernes Istandsættelse. I
Skrivelse af 3die Marts 1873, altsaa nu for 50
Aar siden udtalte han sig om: »den paatræn
gende Nødvendighed af at faa Museumsbyg
ningen ud af den Tilstand, hvori den befinder
sig ved det fuldkomne Forfald af Dekorationen
paa de tvende Langsider, i Særdeleshed dog
den nordlige«. Denne Skrivelse affødte en Ræk
ke Overvejelser og nogle Forsøg paa at opfri
ske Farverne i Sonnes Frise. Arbejdet gik dog
efter Haanden i Staa. Først i 1884 blev det paa
Etatsraad Meldahls Initiativ atter taget op, idet
Stadsarkitekten, Professor Fenger, blev anmo
det om at fremkomme med Forslag til Faca
dernes Istandsættelse.
Professor Fenger gik straks i Gang med at
anstille en Række selvstændige Forsøg paa at
finde en virkelig holdbar Farveteknik; sam
tidig søgte han Underretning i Tyskland om,
hvordan Arbejder af lignende Art dér var fal
det ud Trods hans store Anstrengelser i denne
Sags Tjeneste blev Resultatet ikke tilfredsstil
lende. Selv troede han at have fundet en fyl
destgørende Fremgangsmaade og erholdt Til
ladelse til at prøve den paa Gaardens Nord-
væg. hvor Overdelen af de to Fag, der er nær
mest Kristus-Salen, blev hugget ned for at give
Plads for hans Forsøg. Det blev en alvorlig
Skuffelse. Proven viste sig lidet holdbar. Noget
senere fik Professor Oscar Matthiesen Lov til
at forsøge sin Methode paa de to følgende Fag;
ogsaa i dette Tilfælde viste Fremgangsmaaden
sig ikke at svare til Forventningerne. Og det
gik ikke bedre, da Bestyrelsen indvilligede i,
at Malermester A. C. Johansen, der i mange
Aar havde arbejdet for Museet, paa det 5te Fag
anvendte en af ham selv opfunden Methode.
For at finde Vej frem var der i 1897 nedsat
en Kommission, i hvilken fremragende Tek
nikere havde Sæde. Den tog fat med stor Ener
gi. En Række rationelle Forsøg blev anstillede,
samtidig med at man gennem Avertissemen
ter i inden- og udenlandske Fagblade henledte
Fagfolks Opmærksomhed paa Sagen. Alt nær
mest forgæves. Intet af de paa Kommissionens
Initiativ udforte Farveforsog gav Udsigt til va
rigt Held; og med de udefra indleverede For
slag gik det ikke stort bedre. Til to Mænds,
Willumsens og Maleren Axel Johansens Ar
bejder paa dette Omraadc, knytter der sig dog
særlig Interesse.
Willumsen fik dels i Tyskland og dels hos
6
Terracottafabrikant Ipsen udført et Stykke af
Frisen i brændt Ler. Disse Prøver har en egen
Charme, men den Vej, der teknisk set fører
frem til Maalet, angiver de dog næppe. Mate
rialets Karakter, dets usikre Holdbarhed, Van
skelighederne ved at faa de rigtige Farver frem
og endelig Lerfladernes Tilbøjelighed til at
kaste sig i Brændingen gjorde, at disse Prøver
blev lagt ad acta.
Den, som er naaet længst frem, er ubetinget
Maleren Axel Johansen. Paa Muren ind til
Kristus-Salen har han udført et Par Forsøg, af
hvilke et nu har været udsat for Vejr og Vind
i 14 Aar. Helt har dette ikke holdt sig, men det
har staaet sig langt bedre end nogen af de an
dre Prøver.
I 1901 afsluttede den tekniske Kommission
sin Virksomhed. Arbejdet paa Museets Istand
sættelse gik istaa. I over en Menneskealder
har dets forfaldne Ydre skæmmet Byen. Og
med dets Indre har det heller ikke staaet helt
godt til. Særlig galt har det dog været med
Gaarden, der i mange Aar har tjent som For
søgslaboratorium og Forsøgsobjekt, og som nu
henligger i en saadan Tilstand, at det i en
uhyggelig Grad nærmer sig det graverende —
det for Thorvaldsen forsmædelige —, navnlig
naar der ses hen til, at det er hans sidste Hvi
lested.
Disse Forhold har varet saa længe, at den
offentlige Mening er i Færd med at sige stop.
Man vil ikke og man bør ikke tolerere dem
længere.
Hvad Interiørernes Istandsættelse angaar,
vil det neppe støde paa større Vanskeligheder
at finde Vej frem. Det er ved Istandsættelsen
af Facaderne, baade dem mod Gade og Gaard^
at de taarner sig op.
Først og fremmest maa det fastslaas, at det
er en urokkelig Kendsgerning, at man nu lige-
saalidtsom paa Bindesbølls Tid raader overen
genemprøvet, vejrbestandig Farveteknik, og at
man, hvad det genemprøvede angaar, umuligt
kan komme dertil i en meget lang Aarrække;
thi 30 Aar turde vel være det mindste en Prøve
maa have modstaaet Vejr og Vind, forinden
man kan fatte Lid til dens Holdbarhed. Hvor
uforsvarligt det vilde være at gaa i Gang med
en Rekonstruktion af Dekorationerne, forinden
man raader over en g en n em p røv e t Teknik,
derom afgiver de paa selve Bygningen udførte
Forsøg et meget alvorligt Vidnesbyrd.
Dernæst bor det ikke overses, at Gaardfaca-
dernes og Gadefacadernes vidtforskellige Til
stand og kunstneriske Værdi gør, at de ikke
bor skæres over en Kam.
Gaardfacadernes Dekorationer staar i kunst
nerisk Værdi langt under Gadefacadernes.
Scholls kørende Genier er mildest talt svage.
Froms Plantedekorationer staar ganske vist
betydeligt over dem, men taaler dog ikke at
sammenstilles med Sonnes Frise. Hertil kom
mer. at Gaardfacaderne i Tidens Løb er bleven
ret haardt behandlede. 5 Fag af Scholls Frise
er som antydet hugget ned og erstattet med
Kopier, der ikke har staaet sig, og som derfor
nu paa en ret stødende Maade adskiller sig
fra Frisens øvrige Led. Desuden er der paa
Muren indimod Kristus-Salen vilkaarligt ud
forst fire Fresko Prøver, som ganske ødelægger
Resterne af den oprindelige Dekoration. Ende
lig har det ved Fornyelsen af det omløbende