14 / 102
bevarede, var saa voldsomme, at de ikke kunde
harmonere med de afblegede, og at det iøvrigt
vilde falde ligesaa vanskeligt for moderne
Øjne som for Samtidens, at forsone sig med
dem.
En anden Tanke, som ikke er uden Berø
ringspunkter med den her fremførte, er først
fremsat af Maleren N .V . Dorph og gaar ud
paa at lade de bedste og bedst bevarede Par
tier af Sonnes Frise save ud for at opbevares
indendørs.
Dette er i og for sig en tiltalende Idé, saale-
des at søge nogle af de betydeligste Dele af
Sonnes Frise bevarede. Men ogsaa her skræm
mer Sporene. Originalerne til de to føromtalte
rekonstruerede Felter paa Slotssiden blev savet
ud og opbevares nu i Museets Kælder. Det
ses her, at de ikke er kommet uskadte fra Ud
savningen, men har slaaet nogle slemme Rev
ner; dog hvad værre er, det viser sig, at de
saa ubetinget hører hjemme i fri Luft. De
kræver langt stærkere Lys, end det normalt
kan skaffes dem indendørs, og de skal helst
ses paa god Afstand. Det vil af disse Grunde
være vanskeligt om ikke umuligt at finde et
passende Opbevaringssted for dem. I Museet
findes det i hvert Fald ikke.
Hvorom alting er, der vil være mange Van
skeligheder at overvinde inden Museets Fa
cader atter kan fremtræde i en værdig Skik
kelse. Men, naar der skal træffes endelig Be
stemmelse om den Fremgangsmaade, der skal
følges ved deres Istandsættelse, vil det forhaa-
bentlig ikke blive glemt, at det er Thorvald-
sens og ikke Bindesbolls Museum, som det
drejer sig om.
Det var Thorvaldsen, som viden om Land
kastede Glans over Danmarks Navn. Det var
ham. som skænkede sin Kunst, sine rige Sam
linger og sin Formue til sin Fødeby. Det bør
derfor ogsaa være hans Ønske, hans Minde
og hans Ære, der først og fremmest her skal
værnes om.«
Billedhugger BKANDSTRUPudtaltei sin Egen
skab af Medlem af Museets Bestyrelse, at Fri
sen burde bevares paa sin Plads, eventuelt i
rekonstrueret Form. Den var jo dog ikke Son
nes Værk, men kun udfort efter hans Kartoner,
der opbevares i Museet. Museet som saadant
var en kalket Bygning, og som alle saadanne
maatte den kalkes over en Gang imellem.
Maleren
F
o l m e r
B
o n n é n
fremsatte et helt
nyt Forslag, der sikkert fortjener Paaagtning
og Overvejelse : nemlig at kopiere Sonnes Frise
paa tynde Plader af Asbest-Cement. Disse Ko
pier skulde sættes uden paa den nuværende
Frise i dennes forskellige Fyldinger, hvor de
skulde fastholdes af en smal Kobberramme.
Disse Pladers ringe Tykkelse —
8
mm — vilde
ikke kunne forvanske Facadens Profiler. Viste
Kopien sig tilfredsstillende og holdbar overfor
Vejr og Vind — hvad Forslagsstilleren mente
—, kunde de blive siddende. Viste det sig efter
10-20-40 Aars Forløb, at den ikke kunde mod-
staa Vejrligets Indflydelse, kunde den nemt
atter fjernes, og saa havde den i alle Tilfælde
beskyttet den oprindelige Frise mod yderligere
Forfald, og i Mellemtiden havde man maaske
fundet bedre Metoder.
Maleren
J
e n s
M
ø l l e r
- J
e n s e n
vilde ikke
have rørt ved Museets Yderfagader mere end
absolut nødvendigt — Spækning af Revner etc.
Han saa helst, at Museet blev som det er.
Mødet sluttede med nogle Udtalelser af Borg
mester
J
e n s e n
og Arkitekt A.
C
l e m m e n s e n
,
af
hvilke førstnævnte fremhævede, at hvis Kunst
nerne blot kunde blive enig om den rette Frem
gangsmaade, skulde Kommunalbestyrelsen
omgaaende bevilge de til Foranstaltningernes
Gennemførelse fornødne Pengemidler.
Skulde man i faa Ord sammenfatte Resulta
terne af det interessante Møde, maatte det om
trent blive saaledes:
Til noget positivt Resultat førte Mødet ikkq;
men Folmer Bonnéns Anvisning bør dog prø
ves. Et er derimod givet: Ræsonnementet om,
at man skal lade Museet blive som det er —
er ikke det rigtige. In t e tb liv e r som det er!
T ils y n e la d e n d e er Museet idag som det var
igaar, og t ils y n e la d e n d e er det det ogsaa
imorgen, men »Tiden gnaver med skarpen
Tand, saa lidet monne hun levne«.
At søge at b eva re en Bygning, som den er
ment fra sin Mesters Haand, kan kun være en
pietetsfuld Handling, og vi skylder Thorvald
sens — og for den Sags Skyld ogsaa Bindes-
bølls — Minde at bevare By gn in gen længst
muligt
At Museet er en forfalden Bygning, er der
vist ikke delte Meninger om. Lader man den
blive »som den er«, kan nænsomme Smaare-
parationer ikke i Længden afværge, at den lang
somt smuldrer hen og bliver en Ruin —, men
T h o r v a ld s e n s M u seum skal ikke være
en Ru in!
8
UDGIVET AF FORENINGEN TIL HOVEDSTADENS FORSKØNNELSE
RED IGERE T AF OTTO A SMU SS EN
TRYKT HOS N IE LS EN ft L Y D IC H E (AX EL S IMM E L K IÆ R ), K Ø B E N H A V N