13 / 102
Trin været nødvendigt at ødelægge den under
ste Del af Stueetagens Dekoration.
Sammenfattes disse Forhold — de langsom
melige og meget tvivlsomme Udsigter til at
finde en holdbar Freskoteknik, Gaarddekora-
tionernes underordnede kunstneriske Værdi,
deres yderst slette Tilstand, med at det er
Thorvaldsens Gravsted, der befinder sig i den
ne lidet sømmelige Tilstand, saa rejser sig
uvilkaarligt Spørgsmaalet, om her ikke bør
forsøges en Løsning, som i Løbet af ikke al
for lang Tid, kan bringe Gaarden i en anstæn
dig Tilstand; med andre Ord, om her ikke bor
forsøges en Overmaling, som bringer Gaard-
fagaderne iOverensstemmelse med det af Thor-
valdsen approberede Projekt. Dersom en saa-
dan Overmaling kunstnerisk set falder tilfreds
stillende ud, kan den blive permanent; hvis
den bliver en Skuffelse, kan den være en ren
midlertidig Foranstaltning. Denne Fremgangs-
maade byder desuden paa den store Fordel,
at Resterne af de originale Dekorationer ikke
ødelægges; de dækkes kun. En senere Slægt,
som har besejret de tekniske Vanskeligheder
ved en Rekonstruktion, vil ved at fjerne Over
malingen finde en værdifuld Vejledning i disse
Rester. Ved at gaa frem ad denne Vej opnaaes
ogsaa et andet væsentligt Gode, idet Dør- og
Vinduesrammernes, samt Gesimsernes Profi
ler skaanes. Disse Profiler er gennemgaaende
fuldstændig friske, og afspejler paa en saare
indtagende Maade Bindesbølls Genius. En
Rekonstruktion af Dekorationerne vil derimod
ikke kunde gennemføres uden at alle disse
Profiler maa nedhugges og erstattes med Ko
pier.
Et betydningsfuldt Spørgsmaal i denne Sag
er, om en Overmaling af Gaardens Dekora
tioner vil betyde en alvorlig Forringelse af
Bygningens kunstneriske Værdi?
Thorvaldsen mente nej! Herfor har man
hans egne klare Udtalelser. Og Tiden synes
at have givet ham Ret.
Dér, hvor Farverne er forsvundne, virker Byg
ningen skønnest. Se til Hovedfagaden med fem
Porte, hvor roligt, hvor helt gør den sig ikke
nu gældende i sine gyldne graa Toner. Da den
straalede i sine stærke Farver, har den, efter
Constantin Hansens bekendte Billede at døm
me, ikke været nær saa befriende at se paa.
Sydfagaden mod Slottet afgiver ¡øvrigt et væg
tigt Vidnesbyrd herom. Paa dens vestlige Del
ud mod Stormbroen er Farverne omtrent va
sket bort, og der kan ikke være Tvivl om, at
Bygningens ædle Proportioner saavelsom Pro
filernes Kraft og Ynde her træder langt klarere
frem end i Partiet hen mod Kirken, hvor Far
verne er forholdsvis godt bevarede.
Bindesbøll skal en Gang, da Samtalen faldt
paa Dogepaladsets Gaard, kort og godt have
sagt, "Jomfruen mangler«. Dette er uhyre
træffende. Dogepaladsets Gaard er for over
læsset, der er gjort formeget af dens Dekora
tioner; den ejer intet af denne betagende, jom
fruelige Renhed og Uskyld, som udmærker
saa megen god Arkitektur.
Men er det ikke gaaet paa tilsvarende Maade
med Museets Gaard. Har Bindesbøll ikke her
med dens rige Dekorering dræbt dens jom
fruelige Ynde? Og som Thorvaldsen befrygte
de gjort Rammen for fremtrædende?
Ses der endelig rent kunstnerisk paa Sagen,
er det evident, at Erfaringerne peger bort fra
Rekonstruktionerne.
Hvor ferske virker de ikke i mangfoldige af
vore Kirker, paa Frederiksborg og mange andre
Steder. Den Aand, der i henfarne Tider besjæ
lede Kunstnerne, der skabte Originalerne, kan
ikke kaldes til Live igen. Vi behøver iovrigt
ikke at gua saa langt for ut finde ufgorende
Beviser herfor. Thorvaldsens Museum ejer i
dem af Mesterens Værker, som efter hans Dod
er udførte i Marmor, uomstødelige Vidnesbyrd
om, hvor utilfredsstillende, ja forvanskende
Rekonstruktionernes Vej i Virkeligheden er.
Og dette Vidnesbyrd bliver i endnu højere
Grad overbevisende, naur det erindres, at selv
gamle Bissens Marmor-Gengivelser af Thor
valdsens Værker, for fiercs Vedkommende ud
førte kun faa Aar efter Mesterens Dod, og alle
direkte efter hans originale Modeller, ikke
danner nogen Undtagelse fra denne Regel.
Ved en eventuel Rekonstruktion af Museets
udvendige Dekorationer rummer Forholde
ne ganske anderledes store Vanskeligheder.
Grundlaget vil i stor Udstrækning være Kalker
efter de originale Dekorationer; det vil altsua
blive Kopiers Kopier; og dertil kommer Far
vernes næsten uløselige Problem.
Medens der, hvad Gaardfagaderne angaar,
uden Risiko kan gribes til Overmaling, i det
mindste som midlertidig Foranstaltning, saa
stiller Forholdene sig ganske anderledes ved
Gadcfagadcrne.
Sonnes Frise er, hvad dens bedste Partier
angaar, et cnestaaendc Kunstværk. Thorvald
sens Genius indtræder her i intim Forbindelse
med den hjemlige, ved forrige Aarhundredes
Midte fremblomstrende nationale Kunst. Thor
valdsens højtudviklede Sans for det monu
mentale, for det plastiske og fremfor ult hans
Forstaaclse af det almenmenneskelige løftede
her den hjemlige Malerskoles jevne Virkelig
hedssans op i et højere, et ideellerc Plan.
Dette gælder navnlig Frisens betydeligste
Partier, de, der er anbragt paa Museets Slots
side, samt «Modtagelsen« paa Kanalsidcn.
Absolut svagest og delvis meget svug er Resten
af Frisen paa Kanalsidcn, om ogsaa her kan
paaviscs ejendommelige og smukke Træk.
En tilfredsstillende Rekonstruktion af dette
Værk er, som alt fremhævet, kunstnerisk set
næppe muligt. Et Forsøg derpaa, som er ud
ført til højre for Indgangen, virker ihvert Fald
ikke opmuntrende. Skønt en af vore betydelig
ste Kunstnere har ledet Arbejdet, en Kunstner,
som i Kraft af de Traditioner, han er opvokset
i, mødte med en dybtgaaende Forstaaclse og
Kærlighed til Sonnes Værk, saa giver denne
Rekonstruktion dog kun en mat Genklang af
Originalen.
Man spørger derfor uvilkaarligt, om der
ikke skyldes Sonne det Hensyn, at hans Frise
ikke rekonstrueres, da en Rekonstruktion nød
vendigvis maa blive en Forringelse, som han
ikke kan være tjent med at lægge Navn til.
Den Tanke har været fremme: at underkaste
Gadefa^aderne den nødtørftigste Istandsæt
telse, vaske dem og ¡øvrigt lade Dekorationer
ne staa urørte, saalænge der er noget tilbage
af dem.
Det med Vasken bør dog opgives. Der har
i Fjor været foretaget nogle Vaskeprøver, men
de viste, at de oprindelige Farver, hvor de var