85 / 136
Tropperne og bygge Skanser; tilmed var Fynboerne ikke synderlig
paalidelig ved Strandvagten. Gyldenløve raadede derfor Kongen til
at sende Fynboerne til Skaane, saa rendte færre af dem hjem. Han
skaanede hverken sig selv eller de andre, for at faa Skik paa Kyst-
værnet; hele sin glødende Energi lagde han ind i det Arbejde. Rigs-
raaderne paa Fyn skrev til Kongen og udtrykte deres Beundring
for den unge Generals rastløse Virksomhed; men samtidig fremsatte
de rigtignok deres Tvivl om, hvorvidt Kræfterne vilde slaa til, og
desto værre viste denne Tvivl sig kun altfor vel grundet. Da det led
hen paa Vinteren blev Gyldenløve grebet af en heftig Feber, som
tvang ham til at holde Sengen.
Syg og sengeliggende var han, da Carl Gustaf om Morgenen den
30te Januar nærmede sig den fynske Kyst over den skøre Is. Ved
Lyden af Trommerne, som kaldte de Danske til Vaaben, rejste
Gyldenløve sig fra Sengen, klædte sig paa og væbnede sig og lod sig
løfte i Sadlen for at ride mod Fjenden, som han saa ofte havde
gjort; men Feberen var for mægtig, kraftløs sank han tilbage i sine
Mænds Arme, blev lagt paa en Slæde og kørt til Odense.
Der blev han Svenskekongens Fange, da Sejrherren drog ind i
Fyns Hovedstad; og inden han genvandt sit Helbred var Roskilde-
freden sluttet og Danmark sønderlemmet.
Det var haarde Tider for alle Danske, ikke mindst for Ulrik
Christian Gyldenløve. Ethvert Haab om at vinde Ære og Anseelse
i Fædrelandet syntes slukt, og tilmed var han stærkt forgældet. For
at skaffe Penge til Hvervninger havde han pantsat de skønne God
ser, hans Fader havde skænket ham, der var kun ringe Udsigt til
nu at kunne betale Pantesummen tilbage. Sine hvervede Ryttere
afskedigede han, Sognerytterne drog hjem; Dragonerne fra Nørre-
og Sønderjylland overgav han til Oberst Ejler Holk, og rejste saa
til Jylland for at se hvorledes Fjenden havde hærget Egnen om
kring Hald. Hjemme i Danmark syntes der intet mer at udrette for
en Mand som han; bedst var det vel atter at drage af Riget og
paany tilbyde hans spanske Majestæt sin Tjeneste.
Hen paa Sommeren var Gyldenløve i København, og aarvaagen
som altid var han blandt de første, som vejrede det ny Uvejr, der
trak op. Erik Dahlberg, Carl Gustafs Fortrolige og kække, snilde
Raadgiver, færdedes paa en mistænkelig Maade i København i de
sidste Dage af Juli Maaned; Gyldenløve og Livregimentets Chef,
Frederik Ahlefeld, fattede Mistanke til den snu Svensker, og da de
ikke turde krænke den haarde Sejrherre ved at vise en af hans for