88 / 136
79
skarpt forfulgt. En dansk Officer fik Tag i Kongens Skulder og truede
med at skyde ham ned som en Hund, hvis han ikke overgav sig;
men Karl Gustaf sled sig løs, sprang i Vandet og blev fisket op af et
svensk Orlogsfartøj.
Københavnerne jublede Gyldenløve i Møde, da han igen red ind
ad Porten; men det blev sidste Gang de hilste deres Helt saaledes.
Den 1ste November mødte han endnu til Raadslagning paa Slot
tet, snart efter tog Sygdommen, ligesom Aaret forud, Magten fra
ham; men denne Gang kom han ikke over det, hvor haardt han
end stred for Livet. Præsterne viste han fra sig med grove Ord, ind
til Bondesønnen fra Thy Jens Justesen talte til ham i et Sprog han
forstod, han kaldte ham »en Helvedesbrand, som ufejlbarligt hastede
mod den evige Fordærvelse og som Gud ikke længer vilde tilbyde
den saa længe forsmaaede Naade«. Den Præst forstod han; han
stred for sin himmelske Herre, som Ulrik Christian havde stridt
for sin jordiske Konge. Han lod selv paany sende Bud efter Just
Justesen, lyttede til hans Ord om Oprejsning og Frelse og døde for
sonet med at slippe et Liv, der havde været saa kort, men saa rigt
paa Ære og Glans, saa nyttigt for Fædrelandet.
Den Ilte December lød Budskabet over København ; Gyldenløve
var død. Sorg fyldte alle Hjem; men Tid var ikke til Suk og Klage
mens Fjenden endnu stod for Portene, det havde Gyldenløve selv
forkyndt i Ord og Gerning.
Først et Par Aar efter samledes Konge og Folk om hans Baare
og stedte ham til Hvile i Vor Frue Kirke. Hans Gravmæle forsvandt
med Kirkens Ødelæggelse, ingen kan nu pege paa, hvor han hviler,
intet synligt Minde har Efterslægten rejst ham; men i Danmarks
haardeste Trængselstid stod han forrest blandt dets Forsvarere, en
hver københavnsk Borger, af dem der gik til Volds mod Svensken,
blev varm om Hjertet og fdi Glans i Øjet, naar Ulrik Christian Gyl
denløves Navn blev nævnt.