139 / 181
Kommunens Festmiddag.
135
T rang t var herhjemme, langvejs maatte fare
H igende Svend;
Svalen fandt Tag, men Aandens T rækfuglskare
Savned det end.
F ik da K o n g C h r i s t i a n paa de danske Sletter
Stensat og hegned K ilderne de smaa;
Vore lyse Kæ tter
F redsvæ rket saa.
2
.
Da flokked sig de Unge tæ t
F a a hjemmegjorte B æ n k e ;
Begyndte med kanonisk Ret,
Men lærte selv at tænke.
Og hvem der holdt sit Doktor-Maal
B ar Voxlys til Vor Frue, —
Til snart det W ittenbergske Baal
Beskjæmmed K jertens Lue.
Den kutteklædte Visdom faldt,
Da K lostermuren raved;
Og friske P u st med mere Salt
Strøg ind fra Verdenshavet.
Og Vedel varmed ved sit B ryst
De frosne Sangens Fugle
Og Tycho praj ed Stjærnen tyst,
Som bort sig vilde smugle.
Og Slægt for Slægt i Stammens Bark
Blev gode Navne skaaret;
Og saaet blev mangen Kundskabsmark,
Som siden rig t har baaret,
Oldkyndighed og Medicin
F ik hver sin lærde O le ;
Den tredje Ole paa Latin
Tog Lyset selv i Skole.