144 / 181
140
5te Juni:
Gid Folket stedse klarere maa erkjende, at et frodigt og fyldigt
Universitetsliv er et af Vilkaarene for L andets og Folkets Lykke.
Med Tak for Fortiden, med Haab til Frem tiden, ville vi istemme
et Leve for Kjøbenhavns Universitet.
Kort efter at denne Tale var bleven holdt, besteg Univer
sitetets R e k t o r Talerstolen. K r o n p r i n s e n rejste sig fra sin
Plads, et Exempel, der selvfølgelig blev fulgt a f alle, og meget
levende Jubelraab hilste Taleren fra alle Sider.
Han havde — sagde han — under Samtale med en svensk
Gjæst ytret, at det var langt lettere at holde en saadan Fest
som denne i en mindre Stad, der ganske beherskedes af Uni
versitetet, end i en stor, hvor Universitetet ligesom forsvandt,
og at overhovedet det stille Universitetsliv i mindre Byer havde
noget særdeles tiltalende. Men nu insaa han, at han havde
havt Uret. Den store Stad havde med overstrømmende Vel
vilje trukket Universitetet frem, og naar han tænkte paa Uni
versitetets Liv i det Hele, erkjendte han, at det var godt at bo
ved Landets Hjærte — th i det var Kjøbenhavn — godt, baade
fordi det der plejedes kjærlig, og fordi det var gavnligt a t leve
der, hvor Livets Bølger gik stærkest, hvor de aandelige B ryd
ninger kom stærkest frem, baarne af talrige Folkeskarer. Men
det havde ogsaa sine Betænkeligheder at bo nær ved Hjærtet,
th i Fjenden søgte gjerne til Hjærtet, og han havde ogsaa gjen-
tagne Gange angrebet Danmarks Hjærte. Ikke blot var det
Tilfældet i ældre Tider, men da han selv for 59 Aar siden kom
til Kjøbenhavn som Student, laa endnu store Dele af Hoved
staden i Ruiner, Hovedkirken var ikke opført, og Universitetet
henlaa som et skjændet Lig. Til Gjengjæld havde han ogsaa
set Kjøbenhavn rejse sig med K raft og Dygtighed. Gud give,
at Universitetet altid maatte bo i et stærkt og rig t Kjøbenhavn!
Universitetet havde søgt at tilbagebetale noget af den Gjæld,
hvori det stod til Hovedstaden, dels ved at udbrede Kundskab,
dels stundom — og det var den dyreste Maade —-v e d at over
lade det sine bedste Kræfter, f. Ex. Ole Rømer, der efter at