142 / 181
F ik ej Folkets bedste Liv,
Barnets, Sangerens Drøm,
Plovens og H julets Verden,
K ræ fter af samme Strøm !
1 3 8
^te Juni ;
5.
Tiderne rulled, og Slægter svandt, —
Du, vor Moder, h aard t maatte b lø d e!
Men hvad for Alverden vor Forskning fandt,
Hvad stort og herligt, hvad skjønt og sandt,
Skal farve K inderne rø d e !
Det gjør i Tænkningens Dybder tyst,
Det d irrer fra Luftens Strenge,
B linker fra Stjærnens og Lysets K y st
L ang t ud over Bøgens Vænge!
— Maatte da vidnes om hundred A ar:
K o n g C h r i s t i a n s G a a r d
Graaner af Æ lde, men gjemmer V aar!
Derpaa besteg Professor Skolebestyrer B r i x Talerstolen.
Saa mange veltalende Læber, — udtalte han
saa mange
højtbegavede Mænd henhørende til V idenskabens Verden, have i disse
Festens Dage talt til Universitetets P r i s ; paa dette Sted lyder Ordet
paa Deres Vegne, der have viet deres L iv til borgerlig Syssel; idag
bringes en Tak fra den Kommune, der har været Universitetets
Hjemstavn og som skylder det saa meget. I 4 0 0 Aar h ar K jøben
havns Universitet levet et rig t og hæderkronet L i v ; men hvor uan
selig var ikke dets Begyndelse, hvor var det ikke ringe udstyret,
hvor var det ikke fattig t paa Læ rere. Det maatte laane Hus hos
Magistraten, det maatte hente sine Læ rere fra fremmede Lande.
Men Herren har lag t Velsignelse i dets Væxt.
Den spæde Spire,
som da blev plantet, er bleven et kraftigt, frodig voxende Træ, der
har slaaet dybe Rødder i den danske Jordbund, der har b red t sine
skyggefulde G rene■ ud over L andet og b aaret rig og moden F rug t.
Hvad Universitetet h ar ud rettet for Videnskab og Oplysning,
derom tale Historiens Aarbøger, derom vidne de store Navne, der