145 / 181
have udforsket Himmellegemernes Veje, siden som Politimester
ordnede Landets Maal og Vægt. Saaledes vilde det forhaabent-
lig fremdeles gaa, at Staden ydede K raft og Liv, og at Univer
sitetet til Gjengjælcl ydede, hvad det kunde, i Stort som i Smaat.
Med dyb Følelse af egen Ringhed, men tillige med Stolthed,
mindedes Taleren, at han i en Række af Aar havde været
Landstingsmand — endel Aar første Landstingsmand — for
Kjøbenhavn, og det havde stedse været ham en Tilfredsstillelse
at forbinde dette Hverv med sin Universitetsvirksomhed. Han
udbragte en Skaal for en fortsat lykkelig Samvirken mellem
Kjøbenhavn og Universitetet.
Da Taleren under fornyet Jubel havde forladt Talerstolen,
blev følgende Sang af P. H a n s e n til Æ re for Universitetets
Gjæster afsunget:
I, som bære K ransen om je r Pande,
P lettet rig t af Laurens grønne Blad,
Vær velkomne paa de danske Strande,
Vær velkomne her i A x e ls Stad,
H a n , der havde K irkens Stav ihænde,
H a n , der gav den stille Porsker Ly,
H a n , der slog med Sværdet Danmarks Pjende,
Byder je r Velkommen i sin By!
Endnu er for Videnskabens Virken
Axels Manddomsgje.rning et Symbol:
Endnu lyser ud igjennem K irken
Alterilden, tændt af Sandheds Sol;
Endnu skal vi granske Straalens Brydning,
Ane bag dens Parve Lysets Væld;
Endnu skal vor Kundskab faa Betydning
Som en Kamp for Fædrelandets Held.
Axelstad med sekelgamle Minder,
H erskerinde over Bølgen blaa!
Nu et nyt du glad i K ransen binder,
Mens din stolte Helt du tænker paa,
Kommunens Festmiddag.
1 4 1