140 / 420
121
grundig erfares; den 29. Juli bevilgedes imidlertid, at de paagjældende
tvende studiosi, nemlig Michael Petri Hafniensis og Joh. Pauli Halmsta-
diensis, maatte inskriberes in matriculam. Senere ere efter Matriklens
Vidnesbyrd mangfoldige indskrevne e privata institutione, og det kan
ikke komme i Betragtning herimod, at undtagelsesvis et Kongebrev ud
trykkelig hjemlede at tage et af enPræst udstedt testimonium for fulde1).
En vis Indskrænkning i den private Dimissionsfrihed gjaldt dog
i Henseende til Disciple, der tidligere havde gaaet i en offentlig Skole.
For at forhindre den Uskik, at
de, der vare bortviste fra en Skole,
optoges i en anden, forbød nemlig Kristian IV. ved Kgbrev 13. Apr.
1649, at nogen Rektor maatte optage nogen Discipel, som tidligere havde
gaaet i en anden Skole, naar han ikke medbragte behørigt Vidnesbyrd
Ira sin forrige Skoles Rektor, og alt inden dette Bud emanerede, havde
Universitetet den 12. Jan. s A.
sluttet, at der publico programmate
skulde erindres om, at ingen maatte admitteres efter den Dag, som ikke
havde rectoris sui testimonium, og at heller ingen maatte tilstedes, som
havde modtaget privat Undervisning enten før examen eller efter,' dersom de
bleve rejicerede, af hvem de end vare instituerede; dog dermed ikke ment
dem, som fra Ungdommen af altid havde haft private Præceptorer. Ikke
desto mindre var Konsistorium fra først af aabenbart tilbøjeligt til i
alle 1 ilfælde at antage de Disciple, der behørig vare kommenderede Uni
versitetet og stode sig vel i Examen, medens det overlodes den paagjæl
dende Rektor selv at forfølge den, der havde berøvet ham hans Disciple2).
Senere blev Forholdet ordnet ved en hel Række Bestemmelser3), med
Hensyn til hvis Indhold i Almindelighed kan mærkes, at i Følge samme
enhver Discipel udtrykkelig erklæredes berettiget til, naar han vilde, at
forlade en Skole og faa testimonium meddelt af Rektor. Derved blev
laadet Bod paa den Misbrug, hvori Rektorer tidligere havde gjort sig
skyldige, i det de ikke havde villet lade én Gang indkomne Disciple
atter slippe ud af Skolen. Paa den anden Side anerkjendtes Rektorernes
Ret til at bortvise Elever fra Skolen, og saadanne relegati maatte da ikke
antages til Dimission hverken af private eller af andre offentlige Skoler,
saa lidt som de maatte immatrikuleres ved- Universitetet, til hvilket
... ) Kgbrev 16. Septbr. 1684, at Klaus Bertramsen maa annammes til examen
stili et artium efter testimonium af Fred. Plum, Sognepræst tii Gjentofte og Lyngby.
] A. L. 7. Pebr. 1649: Forhandlinger om to Disciple, kommenderede fra Malmø
Skole, der formentes ikke lovlig at være skilte fra Bosldlde Skole, hvorfor sammes
Lektor havde nedlagt Indsigelse mod Depositionen; Kektor voterer, at naar en
1 erson bliver kommenderet academiæ og er dygtig, kan han ej se andet, end at
han ej bør at hindres, og alle Professorer konsentere, at de skulle deponeres.
a
. u 11 . Maj lbo7: Den rector scholæ, fra hvilken samme Discipel ipso invito
har begivet sig til en anden Skole, skal selv anklage den, der har annammet ham
uuen testimonio, apncl episcopum istius dioeceseos, in qua scliola est, og Bekost
ningen at gaa paa den anklagede, som skyldig befindes. — :t) Fdg. 7. Anr 1694
rq%7 Jr
i
Apr'oo73r §§ 4(5, 47
’ Fdg- 23-
Juli 1756 §
n - MaJ 1775 SS 68
\
?År ™m - 22A Ja n - 178(); F d ts- 7- MaJ ™
Kap.
II
§ 2; Fdg. 7. Novbr
1850 | 21
r'
23. Decbr. 1820; Dir. Skr. 2Q. Oktbr. 1835; Bkgj. 13. Maj
IL
16