136 / 420
117
Kongen, og under 11. Novbr. tilskrev Kancelliet Konsistorium med Op
fordring til at erklære sig over, hvorledes der forholdtes med Jødernes
Promotion ved andre Universiteter. Konsistorium svarede herpaa under
20. Febr. 1776, at de i Leiden og Utrecht behandledes ligesom de kristne,
men i Halle proklameredes de ved et offentlig anslaaet Diplom, og paa nogle
Steder gjordes Graden dem stridig, hvilket stemte med et Edikt af 1734,
som stod i Gundlings Geschichte der Gelahrtheit II. p. 2308. For Kjø
benhavns Universitets Vedkommende var det betænkeligt og stridende
imod Fundatsen at forunde dem Adgang ad honores académicos; i alt
Fald burde det ikke tilstedes dem at praktisere mellem kristne. Efter
Modtagelsen af denne Erklæring forespurgte Kancelliet paa ny under
18. Maj 1776, om der dog ikke i foreliggende Fald kunde statueres en
Undtagelse som Følge af, at collegium medicum anbefalede Kandidaten,
og om Vanskeligheden i Henseende til Promotionsformelen ikke overens
stemmende med Fakultetets Betænkning lod sig afhjælpe ved en passende
Forandring, ligesom ogsaa jus docendi et disputandi ex superiori cathedra
kunde lades uomtalt. Konsistorium nøjedes imidlertid med under 6. Juli
1776 at henstille Sagen til Kancelliets eget behagelige Forgodtbefindende,
og derefter udkom kgl. Rskr. 21. Avg. 1776x) , der hjemlede Justus
Zadich de Meza Ret til Erhvervelse af Doktorgraden, dog med de foran
fremhævede Indskrænkninger, hvortil senere kom et andet Rskr. 17. Apr.
1782 2), indeholdende samme Bevilling for Salomón Theophilus de Meza.
Blandt de af Kancelliet til Fordel for Bevillingens Meddelelse frem
hævede Grunde maa særlig mærkes Hensynet til det ønskelige i hellere
at lade Jøder promovere her hjemme end nøde dem til at erhverve
Graden i Udlandet og derefter, som Tilfældet var, tolerere, at de prakti
serede i Henhold til den saaledes erhvervede Grad. Da Fdts. 7. Maj
1788 ikke gjentog den i Fdts. 1732 § 51 indeholdte Forskrift, bleve de
nævnte Bevillinger derved overflødiggjorte.
III.
A ld e r . Til Bevis paa, at Folk i ældre Tid have været langt
tidligere udviklede end nu om Stunder, tjener navnlig den Kjendsgjerning,
at det ved Pariser Universitetets Reform i Aaret 1215 blev forbudt, at
nogen, der ikke var 12 Aar gammel, maatte optræde som Lærer i
Filosofi3), og vor akademiske Historie frembyder Exempler paa ikke
mindre fremmelige Personer. Den 23. Juli 1695 deponerede saaledes
Morten Kaspar Wolfsburg 9 Aar og 2 Maaneder gammel, som Aaret efter
den 22. Juli forsvarede en Afhandling de anguriis Romanorum paa Borchs
Kollegium og senere afstedkom de foran omtalte gruelige Kjætterier. To
Dage i Forvejen havde Peder Simonsen fra Aarhus, der var indskreven som
Student i en Alder af 10 Aar og havde Færdighed i 7 Sprog, især i det
hebraiske, responderet ved en Disputats om de gamle Hebræeres Skoler og
Akademier4). At dog ikke alle i Fortiden vare saa fremmelige, godtgjøres
') Kopi B. — 2) Kopi B. — 3) Bulæus III. p. 81. — 4) Bircherods Dagbøger
S. 306 og 321.