223 / 420
2 0 4
under Forudsæ tning af, at de fleste Stemmer erklærede sig derfor. Saa
skete Promotionen eller Optagelsen i Lærerkollegiet ved en af dets Med
lemmer *)•
I Følge foranførte var altsaa Forholdet i det ældste Universitets
T id det, a t F akulteterne promoverede, dog for L icentiat- og Doktorgradens
Vedkommende kun efter forudgaaende Samtykke af Kansleren.
E fter
Universitetets Fornyelse vedbleve de med at tildele G raderne, ligesom
de endnu gjøre det den Dag i D ag -); th i vel følger Fdts. af 1539 den
ældgamle Sprogbrug ved at tale om en egen Prom otor; men paa den anden
Side viser dog Udtrykket promotor sine decanus3) k la rt nok hen til den
senere Udvikling, i Følge hvilken det var Dekanen eller Prodekanen,
der overalt forrettede Promotionen paa Fakultetets Vegne. Hans alm in
delige R et og P lig t i saa Henseende er anerkjendt i Instr. 2. Maj 1755
A rt. 15 og Fdts. 7. Maj 1788 Kap. V § 5, hvor kun tilføjes den selv
følgelige Begrænsning: hvis han selv har den Værdighed, der skal meddeles,
da ellers en professor promotus i samme F aku ltet skal træde i hans Sted.
E t Bevis for, at denne sidste Sæ tning har været anerkjendt fra gammel
Tid, foreligger baade i Striden om Ole Vorms Adgang til Dekanatet og
i den K jendsgjerning, at i 1736 Biskop K risten Vorm og Proif. jur.
Bagger og Højer m aatte kreeres til doctores bullati henholdsvis i det
teologiske og juridiske Faku ltet, for at de fornødne Promotioner i Anled
ning af Reformationens Sekularfest kunde foregaa. Endnu underskriver
Fakultetets Dekan Diplomet, der fra gammel Tid er blevet m eddelt den
graduerede under Universitetets og F aku ltetets S e g l4) ; men* derimod er
den mundtlige Promotion ved Dekanen gaaet af Brag, skjønt den endnu
er udtrykkelig paabudt i Fest-Reglem . 1837, i det den siden 1842 er
bleven erstattet ved en Proklamation af Rektor ved Reformationsfesten5).
Kanslerens Samtykke til Promotionen fremhæves vel fra gammel
Tid i Programm erne; men det udkrævedes dog egentlig ikke efter Fun
datsen, i Følge hvilken principalt en Doktor skulde meddele Samtykket,
og kun subsidiæ rt i Mangel af en saadan Kansleren eller en anden Kon
servator kunde meddele det.
A t man ogsaa i senere T ider har holdt
paa Reglen om, at principalt en Doktor skulde bemyndige til Promotionen,
fremgaar noksom af Kongebrevene, der paabyde Doktorer a t assistere
derved6), og ved den store Festpromotion i 1675 rettedes ogsaa kun
Begjæringen til Rektor som den, hvem det var overdraget at sustinere
vices cancellarii, fordi decanus var død, prodecanus Promotor og de to
andre Teologer selv vare K an d id ater7). Dette Præcedens har uden Tvivl
') Ser. R. D. VIII.
p.
358. — 2) Bkgj. 19. Maj 1854 § 2 e, jfr. Fdg. 9. Jan.
1824 § 1; Fdts. 7. Maj 1788 Kap. V § 1. - 3) Cragii Addit. III. p. 130, 132 -3 5.
4) Rørdam III. S. 403; Fdts. 7. Maj 1788 Kap. V § 5. — 5) Selmer: Aarbog
s. A. S. 137, jfr. Akad. Tid. I. S. 18. — 6) Rørdam IV. S. 540 -4 1 . Kgbrev 22. Oktbi?
1657 til Dokt. Joh. Møller om med det forderligste at promovere P. Scavenium
alterum professorem juris ordinarium til doctor juris; 21. s. A. til Dr. Henrich
Ernst om at assistere Dr. J. Müller ved Promotionen; 5. Decbr. s. A. til Dr. Kasp.
Bartholin om det samme (Sj. T.). — 7) Hundrup: Doctores theol. p. 7.