222 / 420
203
latinske Sprog. De nærmere Regler vedrørende den fornødne Ordens
Opretholdelse ved den offentlige Forsvarshandling ere i Henhold til Bkgj.
19. Maj 1854 § 2 d givne ved Skr. 12. Apr. 1855
1).
Selve D isputatsen er ingenlunde at anse som en blot Form ; th i i
Følge Fdg. 9. Jan. 1824- §§ 3 og 5 udkræves til Gradernes Erhvervelse,
at Kandidaten forsvarer Afhandlingen saaledes, a t F aku ltetet finder ham
værdig til den Grad, han attraar, og naar denne Betingelse ikke fyldest-
gjøres, vil F aku ltetet følgelig kunne nægte a t meddele ham Graden, hvor-
paa der ogsaa er forekommen Exempler i P rax is2).
6)
Den Akt, hvorved Graderne konfereres, er fra gammel T id bleven
kaldt promotio. Spørger man om Kompetencen til at ivæ rksæ tte denne,
lyder Svaret, at det fra først af var den paagjældendes Lærer, der fungerede
som P rom o to r3), i det han var Mesteren, der erklærede sin hidtilvæ rende
Lærling for udlæ rt og kvalificeret til selv at være Mester; men for saa
vidt som han derved tillige forundte ham Adgang til Mesterlavet, var
han dog kun Repræsentanten, der fungerede paa Lavets Vegne. D ette,
der ved Gradens Meddelelse optog den paagjældende som Medlem, var
følgelig den virkelige Promotor. I Overensstemmelse hermed frem træder
Doktorgradens Meddelelse i Bologna fra først af k lart og bestem t som
Udøvelse af en kollegial Myndighed, hvorved Lærerkollegiet optog en P e r
son som M edlem 4). Bullen af 1219 5) havde vel i Følge sit ligefremme
Indhold ikke anden Betydning paa dette Punkt, end at Doktorerne m aatte
indhente Kanslerens Tilladelse forinden Prom otionen; men lige fuldt
synes den at have affødt en vis Uklarhed i Formerne, i det derefter
Kansleren benyttede Form len: N. N. doctorem creo, publico, nom ino6),
saaledes at han frem traadte som Promotor, og denne bolognesiske Form
har ikke undladt at øve sin E ftervirkning paa vort Universitets Stiftelses
bulle; th i i Følge den var det ogsaa Kansleren, som skulde promovere
ikke blot Doktorer og Magistre sam t Licentiater, men endog Bakkalavrer,
med hvis Promotion han dog i Bologna hverken havde eller nogen Sinde
fik noget at b e stille 7).
Ulige klarere frem traadte i Paris Adskillelsen mellem Kanslerens
og I akultetets Virksomhed ved Meddelelsen af de akademiske Grader.
Kansleren meddelte den paagjældende Berettigelsen til a t lære offentlig,
som var den nødvendige Forudsæ tning for, at Lærerkollegiet kunde optage
ham som Medlem, og derefter foregik selve Optagelsen deri ved en Række
selvstændige A k te r8). En hermed stemmende Ordning finde vi trods
Pavebullen k la rt og bestem t fastholdt i det juridiske F aku ltets Statutter.
Derefter meddeltes licentia af Kansleren efter en forudgaaende Examen,
afholdt af ham eller hans Fuldmægtig i Forbindelse med domini doctores,
... 1LLi1nde: Meddel. 1849—56 S. 70—71. — 2) Jfr. Aktstykker i Sagen om Cand.
pliil Taubers Doktordisputats. — 3) Ser. R. D. VIII.
p.
353, jfr. Cragii Addit. III.
p. 135. — ) Det ældste Doktordiplom fra Bologna af Aaret 1314 lyder: Dominus
Cynus talem se effici studuit, qualis doctorum coetui digne mereatur ascribi. Savigny
l J n
8 ~ rv t}
0vfr-
LJ -
123- -
Savi^ y 111 S- 328 Note- - 7) Savigny III.
S. 230. —
B)
Thurot p. 59, 154, 180, 192.