224 / 420
205
foranlediget Optagelsen af den tilsvarende Regel i Udkastet 1 6 91 1). Den
principale Nødvendighed af Kanslerens Bemyndigelse til Promotionen
forudsættes først i Instr. 2. Maj 1755 Art. 1 6 2) og derefter i Instr.
9. Ju n i 1786 § 13 sam t Fdts. 7. Maj 1788 Kap. V. §§ 1 og 5.
Endnu m indre end Kanslerens krævedes fra først af Kongens eget
Samtykke til Gradernes Meddelelse, og i det filosofiske F aku ltet vides
en modsat Regel heller ikke at være etableret før 1808, undtagen for
saa vidt som sam tlige Promotionsprogrammer efter 1665 skulde paaberaabe
sig Kongens ved Kansleren tilkjendegivne Vilje.
D et samme gjaldt
uden Tvivl med Hensyn til den medicinske D oktorgrad3) og den juridiske
L icen tiatg rad4), skjønt Spørgsmaalet derom dog ses at være rejst i T iden
efter Enevældens Indførelse. Derimod antage vi unægtelig, at man i
Tiden før 1732 regelmæssig har krævet Kongens Samtykke til juridiske
og endnu mere til teologiske Doktor-Promotioner. Denne Sætnings R ig
tighed godtgjøres ved de særlige Bevillinger til deres Fo retag else5), og
dens Fremkomst forklares n aturlig ved de foran nævnte Rækker af Konge
breve, der paalagde Universitetet at foretage visse teologiske og juridiske
P rom otioner6). Men dog er denne Retsbrug næppe bleven fastholdt efter
F rederik IV.s T id , da Fdts. af 1732 ikkemelder noget om Kongens
Samtykke, og hermed stemmer, at der i Anledning af Jubelfesten 1736
kun findes meddelt kgl. Bevilling til at kreere et P ar doctores ju ris
in ab sen tia7)- En Forandring i den bestaaende Ordning skete im idlertid
ved kgl. Resol. 1. Novbr. 1808, jfr. Fdg. 9. Jan. 1824 §§ 3, 5, der i alle
Tilfælde paabød kgl. Resolution paa Gradens Meddelelse, hvilket dog nu er
forandret derhen, at M inisteriets Samtykke er tilstræ k k elig t8) undtagen til
Meddelelse af Doktorgraden ved Æ resdiplom uden foregaaende D isputats.
Som de foran citerede Kongebreve vise, udgik før 1732 undertiden
ligefremme Paabud til Universitetet om at kreere en bestem t Person til
Doktor. Det kunde Kongenbefale med samme F ø je, som han kunde
paalægge det at antage en vis Professor, i det ogsaa Gradernes Med
delelse fundatsmæssig skete regia a u to rita te 9). Men saadanne Paalæg ere
dog i aabenbar Strid med Gradernes sande Væsen, som v i d e n s k a b e l i g e
Udmærkelser.
I K raft deraf bør de kun meddeles af en videnskabelig
Avtoritet, efter at denne har haft Lejlighed til a t anstille en fuldkommen
) Dernæst begjærer en af doctoribus udi det Fakultet eller Rektor, om ingen
Doktor er, af promotore, at ban vil kreere dem til doctores. — a) Ovfr. I. S. 166.
— 3) A. C. 26. Oktbr. 1667: Magn. Rektor (M. Foss) proponerede om den candi-
datus medie., som begjærede at promoveres paa auditorio, og sagde sig ikke at
vide lis. Maj.s Vilje derom, ej beller, om det skete med Hr. Kanslers Samtykke.
Dr. Ostenfeldt lovede at ville garantere Rektor for begge Poster, at Hs. Maj. bavde
samtykt det, og at Kansler var tilfreds dermed. — 4) A. C. 26. Septbr. 1672: Rektor
refererede at have talt med Hr. Kansler anlangende M1' Hirtsholmb, som begjærede
f.t tage licentiam in jure, og professores formente at skulle behøve Hs. Maj.s skriftlige Betaling derom; og havde først faaet til Svar, at Hr. Kansler vilde tage det
i nøje Betænkende; siden havde han ladet ham vide, at det ikke behøvedes, men
aaiL ir
væLe Pr°fessoribus det gestændig, at det var Hs. Maj.s Vilje. — 5) Hedfr
S’ n . T o l S i d e ; Rørdam IV. S. 220, 3 0 8 -9 . — 7) Ovfr. S. 201. —
) Ovfr. I. S. 131; Bkgj. 19. Maj 1854. — 9) Jfr. Vinding p. 73.